2.854 lystfiskere ved Buderupholm Fiskesøer siden 1. juli

0

En fantastisk start. Sådan må man klart betegne situationen hos Buderupholm Fiskesøer: På to måneder har der været 2.854 gæster, og der er blevet brugt 8.562 timer til at fiske i, så gennemsnittet er med andre ord tre timers fiskeri pr. gæst, – pr. gang, for mange er kommet igen og igen: – Der har været mange børn og unge mennesker og utrolig mange fra hele Danmark, fortæller ejerne, de to generationer Thomas og Flemming Christensen.
Søndag den 27. august var der fiskekonkurrence, og der kom folk fra Tyskland, Belgien og England. Der var udsat 400 kg fisk fordelt på de forskellige ørred-arter, og der blev fanget 211 kg af konkurrencedeltagerne: – Der kommer en del turister, som overnatter på vandrerhjem og hoteller, og vi glæder os over, at Buderupholm Fiskesøer bliver omtalt meget positivt på Facebook og i tyske fiskemagasiner, som en af de bedste fiskesøer, fortæller ejerne og fortsætter: – Folk er meget betaget af de skønne omgivelser, det klare vand og de store ørreder op til 5 kg, lige som børnene er begejstret for, at de kan se guldørrederne svømme rundt.
Det er lystfiskere i alle aldersgrupper, der besøger den nye fiskepark, ældre ofte sammen med børnebørn og en hyggelig madkurv. – Der er også forbavsende mange kvindelige lystfiskere, fortæller Thomas og Flemming Christensen, som forventer at få op til 10.000 gæster i den første sæson, når Buderupholm Fiskesøer for alvor bliver rigtig kendt blandt turister.
FOTO: Milo på fem år fangede i søndags en regnbueørred på 3,4 kg, – eller ”SYV PUND”, som det hedder på lystfiskersprog! Han var ellevild, og hans far måtte ikke hjælpe ham; alle skulle have at vide, at HAN havde fanget den store ørred…!

Del.

Der er lukket for kommentarer.