En af de 283 nye lokale virksomheder er Bundgaard Motorik og Leg

0

Den nystartede konsulentvirksomhed Bundgaard Motorik og Leg er blot én af de omtalte 283 nye virksomheder i Rebild Kommune i løbet af det seneste års tid.
Stifter og ejer er Lene Bundgaard Rasmussen, Støvring.
Forleden var Bundgaard Motorik og Leg på besøg hos Støvring Naturdagpleje. Der blev tumlet med bolde, faldskærme, rul, hop og man kunne tilmed risikere at blive vendt på hovedet.
– Børnene syntes det var rigtig sjovt, og jeg fik en masse nye input til lege og øvelser, der stimulerer deres sanser, lyder det fra dagplejer Trine Nygaard, som understreger, det var en rigtig god blanding af praksis og teori.
Bundgaard Motorik og Leg drives som nævnt af pædagog Lene Bundgaard Rasmussen, som har 18 års erfaring med børn i alderen 0-6 år.
Lene er uddannet motorikvejleder på Vends Motorik- og Naturskole på Vestfyn, og fortæller:
– Jeg er optaget af at formidle viden om børns motoriske udvikling og ligeledes at sætte fokus på børns iboende drivkraft til bevægelse og leg.
– Jeg giver inspiration og idéer til, hvordan man kan skabe udviklende miljøer og arenaer for børnene, hvor vi understøtter den motoriske og kropslige udvikling.
– Ofte oplever jeg, at mange ikke er bevidste om, hvor vigtigt det er at børn får brugt kroppen hver eneste dag og at det for barnet er det allermest naturlige, hvis de får lov.

Aktivitet, ikke inaktivitet
– Ofte bliver børn begrænset af tid, rammerne og vores mere og mere inaktive tilværelse; med det i tankerne håber at jeg kunne sætte leg og bevægelse på dagsordenen. Fordi vores børn fortjener det bedste!, slutter Lene Bundgaard Rasmussen, Bundgaard Motorik og Leg.

Del.

Der er lukket for kommentarer.