En god tradition blev opretholdt, da Rebild Kommune og Fritidsrådet i sidste uge satte fokus på de flotte sportspræstationer og det store arbejde, der laves på idræts- og fritidsområdet i Rebild Kommune. Det skete ved et præmieringsarrangement, som i år var henlagt til Sortebakkehallerne i Nørager.
Der var cirka 150 personer fra foreningslivet og byrådet, der deltog i det hyggelige arrangement, hvor det lokale idrætsliv, politikere og fritidsråd mødtes.
50 lokale sportsfolk blev præmieret. De kom fra alle dele af kommunen.
Borgmester Leon Sebbelin overrakte præmierne og gav idrætsudøverne et ord med på vejen. Desuden blev årets ungleder kåret, og Fritidsrådet uddelte årets pris.
Fritidsrådets pris
Fritidsrådet kårede årets frivillige leder eller ildsjæl fra fritidsområdet. Årets vinder af Fritidsrådets Pris blev Birgitte Simonsen fra Det Danske Spejderkorps i Støvring.
Prisen sætter fokus på det store arbejde, der laves af rigtig mange frivillige i foreningslivet. Udvalgsformand Lene Aalestrup overrakte prisen, som er på 5.000 kr.
Fra indstillingen kan nævnes: Går forrest, tager ansvar, holder fokus, vedholdende med over 30 år i spejderbevægelsen, leder af troppen 7.-9. klasse, men giver gerne en hånd med i andre grupper, har specielt fokus på børn med specielle behov, god forældrekontakt, start af det nye FamilieSpejd i Støvring i 2016, drivkraft i start af Store Økssø Rundt for fem år siden og i start af Rold Skov Julegåtur, redde og genoplivede Impeesa-natløbet i Rold Skov, da det var ved at lukke, od udviklede det til et af de største natløb, sidste år med 150 deltagere, startede børnepasning under den store lærer-lockout i 2013 som støtte for børn og arbejdende forældre, har brugt sin ferie og selv betalt for deltagelse på tre store internationale spejderlejre i Norge, Island og Finland sammen med lokale spejdere,, da gruppederen vaægte at stoppe sidste år, sagde Birgitte ja til også at påtage sig denne opgave, fx med koordinering af spejdergruppens 70 års jubilæum med 200 gæster, stærkt medvirkende til, at DDS-spejderne Støvring på seks år har fordoblet medlemstallet fra 55 til 110, gennem lederuddannelse er hun i dag den eneste blandt næsten 1.000 spejdere i Rold Skov Division/Himmerland, som er ”Tre-Perle Gilwell”, en af de højeste lederuddannelser i spejderverdenen.
Kort sagt: En sand ildsjæl..!!
Årets ungleder pris
Ligesom sidste år kårede Rebild Kommune i samarbejde med DGI Nordjylland og med støtte fra Spar Nord Fonden ”Årets Ungleder”.
Årets ungleder er 17-årige Maria Sørensen fra KFUM spejderne i Haverslev.
Prisen på 2.500 kr. kan tildeles ungledere i alle folkeoplysende foreninger i kommunen. Prisvinderen går samtidig videre til at konkurrere om titlen som årets ungeleder i Nordjylland.
Fra indstillingen kan nævnes: Spejder gennem 11 år, de to seneste som leder, velforberedt og engageret, struktureret og målrettet, god til at få nye idéer, arbejder for at udfordre spejderne og sig selv på praktiske og sociale kompetencer, indgår
aktivt i lederteam, er meget respekteret, arbejder for at videreføre spejderarbejdets gode traditioner samtidig med at sætte spørgsmålstegn ved ”plejer”, deltager årligt i lederkurser og tilskynder andre til at tage med, børnene ser op til hende som rollemodel, menneske og leder.
– Også en sand ildsjæl..!