9.c på Skørping Skole har netop lavet en særdeles flot præstation: Sammen med lærer Sofie Heissel Stavnager har klassen vundet Undervisnings- og Kirkeministeriets konkurrence om at lave den bedste film om Luther og kirken i dag.
I juryen sad: Poul Nesgaard, Sigurd Barrett og Anders Lund Madsen.
Datidens oprører
”Martin Luther gjorde oprør imod Paven, fordi han mente, at kirken ikke skulle have politisk magt. Kirkens opgave var derimod at forkynde evangeliet og forvalte dåben og nadveren. Men Luther mente også, at kirken sammen med kommunen havde ansvaret for, at de fattige fik hjælp.”
Kirkens opgave i dag
Ovenstående i citationstegn var opgaveformuleringen, som Præsidiet for Reformationsjubilæet 2017 havde lagt ved indbydelsen til alle skolebørn til en filmkonkurrence medio september, hvor opgaven bestod i produktion af en film, der fortolker, hvilken opgave kirken har i dag.
Overrasket vinderklasse
på guidet tur til Wittenberg
Til 9.C’s og lærer Sofie Heissel Stavnagers store overraskelse kom skoleleder Peter Hansen forleden med blomster og en kagemand fra Kirkeministeriet.
Hovedpræmien, for konkurrencen, er en tur til ”Den Lutherske By” Wittenberg.
Her bliver eleverne sammen med Sofie guidet rundt til blandt andet Det Gamle Augustinerkloster og Martin Luthers grav.
Turen foregår i slutningen af november.