Påskedag 2017 bliver ikke en dag, Martin Scheurer, medlem af Rold Skov Golfklub, glemmer sådan lige med det samme: Sammen med sine gode venner Michael Sandersen og Hans Henrik Kragh gik han en runde på klubbens smukke grønne anlæg, og minsandten om ikke han præsterede sæsonens første ”hole-in-one” i klubben med et perfekt slag, som i medvind sendte den lille kugle afsted over en distance på godt 116 meter og direkte ned i hullet…!
Golfrunden startede ellers på det jævne: Indtil hul 8 havde Martin spillet middelmådigt – altså ikke noget at prale af eller at skrive hjem om, men så indtraf det perfekte slag på banens hul 8.
Der var 116-117 meter til flaget, der var medvind og Martin valgte at slå med sit 9-jern. Perfekt valg!
Bolden gik i hul – dog uden at Martin kunne se det fra hvor han stod, men han var ikke i tvivl om at slaget var godt efter Michaels og Hans Henriks jubelscener.
De tre herrer fortsatte runden, og Martin fortæller, at hans indspil efter hul 8 bare lige sad i skabet og han fik hele 34 points for runden. Et flot resultat efter den uventede ”forstyrrelse” på hul 8!
To gange på et halvt år..!
Martin fortæller, at han før sidste sæson havde spillet golf i 20 år – uden nogen Hole-in-One. Men på hans sidste runde i 2016, hvor han spillede på Volstrups bane, sluttede han året af med en Hole-in-One. Og her i 2017 startede han året med endnu en Hole-in-One. Klubben ser med spænding frem til, hvad han nu går og pønser på!
Der var dog lidt malurt i bægeret: Martin havde lige taget en hel ny Callaway-bold i brug – den måtte han modstræbende aflevere til opsætning på Hole-in-One tavlen i klubhuset…!
FOTO: I de fleste golfklubber vanker der en flaske whisky, når et medlem laver den næsten ekstremt sjældne præstation, et ”hole-in-one” er. Således også i Rold Skov Golfklub, hvor bestyrelsesmedlem Lars Kold-Hansen på fotoet herover overrækker Martin Scheurer 75 cl af de skotske dråber, i forbindelse med den behørige fejring af det perfekte slag.