Alle er velkomne i Musikbutikken

0

Så er der igen mulighed for at komme og være med til en musikalsk eftermiddag i Musikbutikken, som Himmerlands Folkemusikskole afholder i samarbejde med Butikken i Gl. Skørping på søndag den 15. april kl. 14-17.

 Til Musikbutikken kommer folk alle vegne fra for at mødes og være sammen om at dele glæden ved musik.

De tre musikere Klaus Pindstrup, Stefan Grooth og Klaus Thrane, indleder og sammensætter dagen, og de spiller med efter ønske og behov. Der er musikalsk inspiration at hente fra de tre musikere, som har god erfaring i, hvad der skal til for at få musik ud af enhver situation. Musikken opstår på stedet ud af de folk, som er med, lyttende som udøvende. Det hele spiller sammen. Når man ikke på forhånd kan forudsige noget, bliver det for alvor nærværende og sjovt at opleve, hvad der sker. 

I Musikbutikken – som ved andre lignende Musikalsk Åbent Hus arrangementer – kan man opleve en mangfoldighed af musik med alt som messingblæserorkester, blues bands, klassisk korsang, sav duo, Irsk musik fra Himmerland. Nærmest al verdens musik fra, for og med folk. Her er en musikalsk kultur, som skaber forbindelse igennem tid, og hvor man kan være med i et fællesskab, til i at bringe musikken videre, også ud i nye netværk.

Alle musikalske indslag er velkomne. Så har man noget på hjerte, og man gerne vil bidrage med et indslag eller to, kan man henvende sig til de tre musikere. I det store orkester er der mulighed for, at alle med instrument kan være med til at spille sammen, hvad enten man har spillet en hel masse eller lige er begyndt med at spille.

-Så kom og vær med til at opleve musikken, når den folder sig ud. Vær med til at fylde Musikbutikken med stemning og musik. Vi glæder os til at se, hvem der dukker op, og hvad der venter af nye musikoplevelser, lyder det.

 

FOTO:  ”De tre musik-musketerer” Klaus Pindstrup, Stefan Grooth og Klaus Thrane melder klar til en ny omgang i Musikbutikken, – for ALLE..!

Del.

Der er lukket for kommentarer.