Forbrugerne i Himmerland og det øvrige Danmark køber stadig flere økologiske varer i butikkerne.
Iløbet af de næste otte uger skal otte danske økologiske landmænd dyste om at blive Årets Økolog. En af dem er Lars Bredahl fra Arden. Bag kampagnen står Økologisk Landsforening i samarbejde med Netto, og i fællesskab vil de for andet år i træk hylde de danske økologer.
Vinderen udpeges af danskerne.
Lars Bredahl er en blandt otte danske økologiske landmænd, der er blevet nomineret til hædersprisen Årets Økolog.
Kampagnen løber af stablen fra den 20. august til den 19.september. Ud over titlen vinder den heldige (dygtige!) økolog en præmie på 100.000 kroner, som er øremærket til udvikling af økologens landbrug.
Målrettet og ambitiøs
– Netto er Danmarks største økologiske supermarked, og vi har en lang og målrettet ambition om at bringe økologien ud til så mange som muligt. Derfor er det også naturligt for os at fortælle danskerne historien om de landmænd, der har valgt at gå den økologiske vej og som er hovedårsagen til, at Netto hver dag har mere end 380 økologiske varer på hylderne, siger landedirektør hos Netto, Brian Seemann Broe.
En økologisk ildsjæl
med fokus på hønsevelfærd
De otte kandidater er særligt udvalgt, så de repræsenterer forskellige områder af Danmark, forskellige økologiske produkter og har en spredning på alder og køn. Fælles for dem alle er deres store passion for økologi og et brændende engagement i landbrug.
Lars Bredahl er blevet valgt på grund af sin store passion for at give sine høns de bedste forhold. Han engagerer sig i høj grad i udbredelsen af økologi og er formand for fagudvalget ”Æg og Fjerkræ” under Økologisk Landsforening.
Vil gøre det endnu bedre
for sine 14.000 høns
– Det er så fint, at der allerede er en tredjedel af forbrugerne, der køber økologiske æg. Men det får mig faktisk til at gå ude i stalden og tænke: Det kan du da gøre endnu bedre, Lars. Og det er dét, der driver mig i mit arbejde med økologi – både her på min gård og i arbejdet hos Økologisk Landsforening, forklarer Lars Bredahl.
Lars Bredahl har 14.000 høns på sin gård, som ligger uden for Arden.
Danskernes valg
Om kampagnen siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening: – Alle danske økologer fortjener i princippet at få en pris, for de arbejder hver dag for at producere gode, sunde fødevarer til danskerne, produceret på en måde, der skåner vores natur og grundvand for sprøjtegifte, og som sikrer dyrene et godt liv, hvor de kommer ud under åben himmel. Vi er glade for, at Netto vil være med til at give danskerne bedre indsigt i, hvordan de økologiske landmænd arbejder og hvilken forskel, de gør.
Det er danskerne, der stemmer om, hvem der skal løbe med den eftertragtede titel og præmie.
Det foregår på hjemmesiden www.årets-økolog.dk, hvor man også kan læse mere om de enkelte landmænd og se videoer fra de respektive gårde.