Brorstrup-Haverslev Lokalhistorisk Forening holder åbent hus lørdag den 21. november i anledning af Arkivernes dag. Foreningen er netop nu ved at samle materiale til en bog om Haverslev sogn. Bogen vil komme til at minde om den bog, som foreningen tidligere har udgivet om Brorstrup sogn og dets beboere. Derfor efterspørger foreningen både gamle og nye billeder af by og mennesker samt skøder og andre dokumenter. Så har læserne noget af den slags liggende i skuffen, så er det bare med at tage det med til Åbent Hus. Arrangementet byder dertil på marked og udstilling med forskellige hobbyartikler, bl.a. malerier og andre former for kunst, juledekorationer, strik fra både Onsdagspigerne og Røde Kors, fletterier m.m. fra Gavlhuset og meget, meget mere. Spejderne er også til stede og sælger brændte mandler.
Foto: Et gammelt billede fra Haverslev by, taget af H. Jensen, Haverslev. Billedet er venligst tilsendt af Brorstrup-Haverslev Lokalhistoriske Forening.