Blenstrup fører sig frem: Over 100 græskar..!

0

Blenstrup har skabt en nærmest selvlysende succes med en overdådighed af Halloween-græskar overalt i byen og ved indfaldsvejene her op til Halloween og frem til søndag, når hele byen står sammen med at rydde op efter succesen, – præcis som hele byen stod sammen om at skabe den flotte attraktion, som har fået mange udefra til at slå et slag forbi i det begyndende vintermørke.

Idéen blev for alvor luftet, da lokalrådet indkaldte til udviklingsmøde om byen for et lille års tid siden.
Det var ved dette møde udsmykningsgruppen blev stiftet.

Kreative ildsjæle

Gruppen er sammensat af en flok kreative ildsjæle, som gerne vil gøre Blenstrup endnu mere kendt og ”levende” ved at pynte byen op ved forskellige højtider. Gruppens første projekt blev dette års Halloween.

Spejderne fik idéen
Idéen med at gøre Blenstrup til ”Græskarbyen” kom sig af, at spejderne i 2017 pyntede hovedgaden op med 20 fine græskarlygter.
Det syntes udsmyknings-gruppen var så god en idé, at de ville udvikle det og gøre det større!
Med hjælp og samarbejde mellem foreninger, forretninger og privatpersoner i hele byen blev planen 100 græskar!

120 ”skar ansigter”…

Lokalrådet sponsorerede græskarrene, den lokale købmand skaffede dem, og spejderne lagde i onsdags hus til. Med hjælp fra ca. 120 lokale borgere, unge som gamle, blev græskarrene skåret til fine lygter, som efterfølgende blev kørt ud i byen.
Efter arrangementet blev 90 til fællesspisning, hvor maden blev leveret af Blenstrup Hallens Café.
Efterfølgende er græskarrene blevet taget rigtig godt imod af folk i byen, og græskarrene er blevet byens helt store samtaleemne.
Børnene i Blenstrup glæder sig ekstra meget i år, til at skulle ud og sige ”slik eller ballade” Halloween aften den 31. opktober, da mange private har valgt at pynte husene (u)hyggeligt op i år!

Menighedsrådet også
med i sammenholdet

Som noget helt ekstraordinært er menighedsrådet gået med på idéen, så selv kirken lyser orange onsdag aften i denne uge!
– Hele projektet har styrket fællesskabet i byen, og folk er stolte af, at vi sammen kan få ting til at ske og vise omverdenen, at Blenstrup er et godt sted at bo, fortæller Pernille fra det uhyggeligt stærke sammenhold, – det er iøvrigt også hende, der har taget de fine fotos her på siden.
Græskarbyen Blenstrup er allerede nået langt, og folk kommer langvejs fra for at se de lysende 100 græskar.
Der er allerede planer for Halloween til næste år, hvor det bliver endnu større…

Del.

Der er lukket for kommentarer.