Boldrup Museum klarer familie-mosten på årets ”æblepressedag” lørdag

0

”Lav æblemost på Boldrup Museum” lyder invitationen forud for årets æblepressedag for alle aldersgrupper på lørdag den 6. oktober.

Alle interesserede skal bare medbringe deres egne æbler på Boldrup Museum, hvor museets frivillige i Boldrup Museumsforening har fundet rasperen og pressen frem, så man kan lave sin egen friske æblemost af årets overskudsfrugt.

Et mega-æbleår i år..!
Det varme forår og den endnu varmere sommer har mange steder fået æbletræerne til at bugne af frugt, og selv om Knud og andre hidsige blæsevejr har fået en del æbler til at falde af træerne, vil der helt sikkert kunne laves masser af most.

– Selv sidste år, som var et dårligt frugtår, blev der lavet mange, mange liter æblemost til vores årlige arrangement, så vi er helt sikre på, at der i år vil blive lavet endnu mere, fortæller en forventningsfuld Tage Christiansen fra Boldrup Museumsforening.
Ønsker man at benytte sig af muligheden for at lave sin egen most, skal man som sagt selv medbringe æbler, samt knive til at skære æblerne med, og beholdere til at transportere og opbevare mosten i. Mosten bliver ikke varmebehandlet, så holdbarheden er begrænset, og arrangørerne opfordrer derfor til, at man medbringer emballage, der kan tåle at blive nedfrosset, så man på den måde kan gemme noget af mosten.
Arrangementet starter ved middagstid og varer fire timer. I den beskedne billetpris indgår også kaffe eller saft og – selvfølgelig – æblekage. Børn i alderen 7-13 år deltager iøvrigt for halv pris, og de endnu yngre har fri adgang til den spændende dag.

Del.

Der er lukket for kommentarer.