Desphenyl-chloridazon – ikke i Skørping Vandværk..!

0

Skørping Vandværk melder hus forbi og beroliger medlemmerne/forbrugerne efter det er kommet frem, at der er fundet et ”nyt” pesticid i drikkevandet forskellige steder i landet, nemlig Desphenyl-chloridazon.

Stoffet er ikke anført på listerne over stoffer, loven foreskriver at vandværkerne skal analysere for. Stoffet har heller ikke været et officielt problem før nu.
Efter debatten startede i august i år, besluttede Skørping Vandværk straks at få analyseret for Desphenyl-chloridazon.
– AnalyTech, som foretager vore vandanalyser, har den 4. september fremsendt analyseresultaterne for de fire boringer, vi indvinder vand fra, fortæller bestyrelsen og fortsætter: – Vi kan med stor glæde meddele, at stoffet IKKE findes i vores drikkevand.

Under en tiendedel
Analyseresultaterne kan ses på vandværkets hjemmeside, hvoraf det fremgår, at grænseværdien er 0,1 µg pr. liter, og prøverne viste måleværdier mindre end 0,01 µg pr. liter, som i øvrigt er den laveste værdi der beregnes ved denne form for analyse.
– Det vil sige, at stoffet ikke – på nuværende tidspunkt – findes i Skørping Vandværks drikkevand.
Anvendelse af stoffet sluttede officielt for ca. 20 år siden, og Skørping Vandværk følger løbende udviklingen og kvaliteten af grundvandet og drikkevandet hos forbrugerne.
KONKLUSION: Drik bare videre, – der er ingen grund til bekymring, når man drikker vand fra Skørping Vandværk.

Del.

Der er lukket for kommentarer.