48 medlemmer af Rørbæk- Grynderup-Stenild Pensionisterne tog i sidste uge nordpå: Den årlige løvfaldstur gik til Thorup Strand, biludstilling og rundvisning på Aabybro Mejeri.
Redningsbåden var sammen med store traktorer og en ambulance klar til udrykning fra redningshuset ved Thorup Strand.
– Uanset vejr skal vi afsted, når alarmen æyder, fortalte redningslederen, som har 10 mand under sig, og de skal møde op i løbet af 10 minutter, når det gælder!
Derefter gik turen videre i det flotte landskab til næste stop, middag på Sanden Bjerggård, hvorefter rundvisning på Åbybro Mejeri og stor biludstilling med dyre, velholdte biler.
Feinschmecker-smør
Aabybro-mejeriets bestyrer viste rundt og fortalte om is og ost, – især om smørret til restauranter, der kunne leveres i ruller til at skære af.
En lille film om mejeriets udvikling fuldendte sammen med kaffe og kage besøget, inden det atter gik hjemad med bussen fuld af 48 trætte pensionister, som havde fået endnu en dejlig oplevelse.