Folk Friends spiller i kulturhuset Kig Ind i Nørager fredag aften 2. oktober. Tremands-gruppen er et festfyrværkeri af medrivende irsk/skotsk folkemusik af bedste skuffe, serveret med morsomme anekdoter, kommentarer og hverdagshistorier fra guitarist og forsanger Svend Erik Larsen mellem numrene, – og minsandten om ikke også der serveres mad inkluderet i billetprisen..!
Folk Friends er en kendt folkemusikgruppe fra Vestjylland. Musikken er som nævnt meget inspireret af irsk/skotsk folkemusik.
Repertoiret spænder vidt lige fra vemodige ballader til livlige sange, som publikum synger med på. Det hele serveres med en spilleglæde ud over det sædvanlige.
Folk Friends præsenterer også flere instrumentalnumre fra den danske, svenske og irske melodiskat.
Medrivende..!
Folk Friends har eksisteret i 20 år, og de har spillet på utallige pubber, i kulturhuse og på festivaller. Der er dømt fællessang, når gruppen træder op, og folk kan have svært ved at stå stille.
Læsere, som ikke kender Folk Friends, kender muligvis forsanger Svend Erik Larsen alligevel, da den morsomme vestjyske troubadur også optræder solo og i de to bands Sham Rock og Wånsda`.
Himmerlandsbilletten.dk og Biblioteket sælger billetter.
Hans Henrik Borup Laugesen
Billede: Folk Friends består af Svend Erik Larsen (t.v.), Hans Jørgen Husted og Lyder Horsted. – Publikum har både vellyd, stemning og højt humør i vente i Kig Ind 2. oktober 😉