Familiefitness med store dæk i Suldrup

0

Det nye Out Door Fitness hold i Suldrup er blevet særdeles populært hos områdets familier, hvor mere end 20 personer nu er tilmeldt.

IK Frem Sønderup/Suldrup har været heldige at få sponsoreret dæk i alle størrelser hos den lokale virksomhed SUMAS. Dækkene bruges i de fleste af øvelserne, og med dæk i mange størrelser og forskellig vægt er der udfordringer for alle aldre. Børn ned til 0. klasse kan deltage på holdet sammen med deres forældre eller andre voksne.

Socialt sammenhold i centrum

Ud over motion er det sociale en vigtig ingrediens i formålet med holdet. Derfor er der også sørget for at hver træning kan sluttes godt af i fællesskab med aftensmad i Stensbohallens Cafeteria. Det er muligt at bestille aftensmad fra gang til gang, så det er ikke et krav at deltage i fællesspisningen.

Kostvejleder som primus motor

Træner på holdet, Jane Andersen (midt i det store dæk på foto øverst til højre) fortæller om idéen bag holdet: – Som kostvejleder med speciale i børn og overvægt, samt seneste resultat at 52% af befolkning er overvægtige, opstod tanken om familieholdet Out Door Fitness.”

– Min egen oplevelse af alt for meget ’skærmtid’ hos både børn og voksne måtte vi da kunne bruger til at finde på noget sjovt, med mulighed for træning for ALLE, fortsætter hun.

I IK Frem Gymnastik er der i længere tid tænkt over forskellige muligheder for at lave en aktivitet, hvor familier kan deltage samlet. 

Flere familier bruger masser af tid med arbejde, pasning af hus og have og mange andre daglige gøremål der gør det vanskeligt at afse kvalitetstid med familien.

– Vi vil gerne hjælpe med at skabe rammerne, som gør det muligt at motionere sammen med familien, og det synes vi er lykkedes godt med det nye hold, lyder det fra formanden for IK Frem Gymnastik, Martin Kjærgaard Jensen.

Del.

Der er lukket for kommentarer.