”Fjorden rundt” med Terndrup-pensionisterne

0

Terndrup-Blenstrup og Omegns Pensionistforening havde i tirsdags en fantastisk aftenudflugt til ”Fjorden Rundt”: 102 glade pensionister fyldte de to busser.

Henrik Christensen, Bælum havde tilrettelagt turen, som bl.a. indeholdt medvirken af tidligere borgmester i Mariagerfjord Kommune, Hans Chr. Maarup, som fortalte om Mariagerfjord og egnen omkring fjorden.

De to lokale guider fortalte med største begejstring:
I Astrup om den private skole og Villestrup Gods, i Arden fortællingen om, at stedet oprindelig slet ikke hed Arden, men at det var noget Statsbanerne fandt på midt i 1800-tallet, fordi en station efter deres mening ikke kunne hedde ”Hesselholt”.
Historierne om Røverne fra Rold og Cirkus Miehe blev genopfrisket, før turen gik gennem Vebbestrup, hvor ismejeriet og Rockwool fik en hilsen.
Hobro har flere turistattraktioner, men det var på havnen, der blev gjort ophold. Selskabet blev budt velkommen af Anne Birte Christiansen, en af ”Værftets Venner”. Hun fortalte om, hvordan det gamle træskibsværft fungerer, både som museum og en nyttig arbejdsplads, idet man stadig reparerer træskibe.
Ved Katbjerg er der et ca. 5.000 årigt gravkammer. Mariager – ”Marias ager” – fik købstadsrettigheder i 1592 og er kendt for sit ”Birgittinerkloster”. Mariager mistede noget af sin betydning, dengang man fik bro og jernbane ved Hadsund. Videre gik turen gennem det gamle industriområde ”Dania” og ind i Hadsund, – men først efter kaffepause på ”Jomfrubakken”.

”Uægte børn” og jomfruer
”Jomfrubakken” fungerede i klostertiden som provstegård. Hvis en pige blev gravid uden for ægteskab, blev hun ofte i al hemmelighed sendt til provstegården for at føde det ”uægte” barn. Børnene blev afsat til velhavende adelsfamilier, de samme familier der sendte deres ugifte døtre til Birgittinerklosteret.
På ”Jomfrubakken” er der ikke flere jomfruer; i stedet er der indrettet et rigtig pænt sted med ”Bed & Breakfast” og en restaurant, hvor de 102 pensionister fik serveret kaffe og lagkage.
Efter fortælling om Hadsunds industrielle storhedstid kørte busserne forbi godset Havnø og Havnø Mølle. I Helberskov fik deltagerne fortællingen om tyskerne, som ved besættelsestidens slutning ikke ville forlade stedet.
Herefter gik det igen mod vest, forbi Visborggård, og der var store klapsalver både til arrangørerne og ikke mindst til de to meget sprudlende fortællere.

Del.

Der er lukket for kommentarer.