Første demensvenlige genbrugsbutik i Rebild Kommune ligger i Skørping

0

Kirkens Korshær Genbrug Skørping har nu officielt fået papir på, at de er Demensvenner, og er dermed den første genbrugsbutik i Rebild kommune, der er blevet ”demensvenlig”.
Det var de frivillige demensveninstruktører Else Marie Dahlbom og John Mosegaard, der uddannede de 25 frivillige medarbejdere til at være demensvenlige. Bagefter fik butikken et diplom, der viser at den er demensvenlig.
Underviserne gav blandt andet eksempler på hvordan det var muligt at opfange tegn på, at en person er demensramt. De gav gode ideer til, hvordan man bedst hjælper uden det bliver til et overgreb. Selv små handlinger kan gøre livet nemmere for mennesker med demens og deres pårørende.
Betty Nielsen fra genbrugsbutikken siger: Vi tror det kan blive til gavn ikke bare i genbrugsbutikken, men alle steder, hvor de demente møder udfordringerne i hverdagen.
Som instruktørerne sagde ”Vi kan ikke forhindre demens, men vi kan hjælpe demensramte ved forhindringer i hverdagen”.
Demensveninstruktører er frivillige, der har deltaget i et kursus fra Alzheimerforeningen. De besøger foreninger, virksomheder og altså også butikker.

Del.

Der er lukket for kommentarer.