Formanden for kommunens Kultur og Fritidsudvalg, Gert Fischer (V), er begejstret for at Fritidsrådet nu sætter andre forhold på dagsordenen, som skal ruste foreningerne til at lave bedre ansøgninger til Fritidspuljen.
Rebild Kommunes Fritidsråd har som en væsentlig opgave at forvalte midlerne i Fritidspuljen, som idrætsklubber, foreninger og folkeoplysningsforbund med flere kan søge om støtte fra. Kriteriet for støtte er, at initiativet skal være udviklende og nyskabende, og at modtagerne af støtten efterfølgende er klar til at profilere projektet og at synliggøre, at det er støttet af Fritidspuljen.
Utilstrækkelige ansøgninger
I forbindelse med den seneste ansøgningsrunde, som netop er afsluttet, har rådet desværre set en tendens til at ansøgningerne ikke i tilstrækkelig grad lever op til præmisserne for at modtage støtte.
Svend Hørsman fra Fritidsrådet, som også sidder med i arbejdsgruppen omkring Fritidskonferencen udtaler: – Alt for mange ansøgninger er ganske enkelt ikke nytænkende og innovative nok. Vi kan ikke støtte almindelige ombygninger eller projekter af mere driftsmæssig karakter, og det er tydeligt at ansøgerfeltet til puljen er blevet mere smalt.
– Ud af flere end 20 ansøgninger har vi afvist mere end hver anden ansøgning, med baggrund i projekternes karakter, og det er rigtig ærgerligt, når vi nu har midler til netop at støtte udviklingsinitiativer.
Det skal den kommende Fritidskonference være med til at rette op på, for her vil en række indlægsholdere netop sætte fokus på fritidslivets udfordringer og udviklingsmuligheder i fremtiden.
Dén udvikling hilser formanden for kultur- og fritidsudvalget velkommen. Selvom kreativiteten er høj indenfor foreningslivet i kommunen så er det tydeligt, at det kan gøre bedre flere steder. Og derfor er jeg meget tilfreds med, at Fritidsrådet også ser det som sin opgave at inspirere og at være med til at sætte nye retninger på udviklingen, og på denne måde klæde foreningslivet bedre på til fremtiden.
Hvis ikke vi er med til at støtte og udvikle foreningslivet i kommunen, mister vi et væsentligt aspekt i den samlede strategi for at udvikle og at gøre kommunen til et attraktivt sted at bosætte sig. Derfor er det vigtigt, at også foreningslivet er klar til gå nye veje indenfor udvikling af aktiviteter, og at man især er rede til at møde de anderledes krav og kommunikationsformer, som moderne unge stiller til deres fritid og de aktører der findes her. Ifølge Gert Fischer er der ikke tale om, at det traditionelle foreningsbegreb er dømt ude af udviklingen. Det lever i bedste velgående, og er forsat et væsentligt grundlag for fritidslivet udfoldelser, men derfor ser han alligevel i særlig grad frem til at høre næstformand i Danmarks Idræts Forbund, Thomas Bach, tage netop medlemsbegrebet op i sit indlæg på konferencen, for det er en udvikling som også DIF følger meget nøje. Eksempelvis er det vigtigt, at man nytænker måden hvorpå man kan deltage i aktiviteterne. Der er ofte behov for en mere fleksibel tilgang til tilmelding, faste træningstider og tidshorisonter, ligesom den traditionelle kommunikation mellem klubben og medlemmerne i dag foregår ad helt andre kanaler end tidligere, supplerer Gert Fischer.
Konferencen finder sted den 31. oktober om aftenen på Comwell Rebild Bakker. Det er gratis at deltage i konferencen, og den byder både på interessante indlæg og en efterfølgende paneldebat. Afslutningsvis samler udvalgsformand Gert Fischer op på konklusionerne og runder konferencen af.
KONFERENCEFAKTA:
Dato: 31. oktober 2017
Sted: Hotel Comwell Sport Rebild Bakker
Indlægsholdere bliver Ida Auken, MF, Radikale Venstre, rektor Jens Nielsen, Støvring Gymnasium, direktør Jan Ejlsted fra FriluftsRådet og Thomas Bach, næstformand i DIF.
Borgmester Leon Sebbelin byder velkommen og formanden for Kultur og Fritid, Gert Fischer samler op på konklusionerne og runder af.