Fyraftensmesse om klimavenlige energibesparelser i Siem fredag den 23. marts

0

Som en del af Klima Rebild er der på fredag den 23. marts Energi-Dag i Siem Forsamlingshus fra midt på eftermiddagen og fire timer frem, med masser af fif, udstyr og gode råd til at hjælpe klimaforbedringer på vej og samtidig spare penge på privat- eller firma-budgettet.

Fyr & Flamme, Skørping, vil være til stede med noget af det nyeste inden for blandt andet brændeovne, pillebrændeovne og ikke mindst den smarte hybridbrændeovn, som både kan fyre med træpiller og almindeligt brænde.

Blenstrup Tømrer & Snedkerforretning står klar til at yde rådgivning omkring energioptimering af huse. Det kunne fx være info om isolering, vinduer, døre eller noget helt fjerde. De har på dagen taget udstillingsvinduer med fra KPK vinduer.

Grotrian A/S vil være til stede med det nyeste inden for varmepumper, jordvarme og pillebrændere, og der vil være mulighed for at se forskellige anlæg i drift.

Sørensen Biobrændseler repræsenteret med forskellige former for brændsel til stokerfyr, pillebrændere og brændeovne, – kom forbi til en uforpligtende snak om dit fyr og hvilke produkter der passer godt dertil, lyder opfordringen.

Energistyrelsen er klar med rådgivning om energibesparelser, så der er virkelig en masse gode råd at hente i forbindelse med miljø- og klimavenlige forbedringer af boligens energiforbrug.

– Så kig endelig forbi, der er kaffe på kanden og mulighed for at få en masse viden og gode råd vedrørende opvarmning af boligen. Og har man lyst til at se og høre om Forsamlingshusets luft til vand varmepumpe med varmepaneler i loftet, så kan der sagtens laves en lille rundvisning, lover arrangørerne.

Del.

Der er lukket for kommentarer.