Det går som en leg på Solhverv Privatskole

0

Solhverv Privatskole holder åbent hus for nye og nuværende elever i indskolingen lørdag den 4. november, og indvier samtidig skolens nye legeområde.

Der er gang i aktiviteterne på Solhverv Privatskole i Vebbestrup, som også har mange elever fra Rebild Kommune.Senest har Gitte Boe Andersen og Brian Woetmann fra Mariagerfjord Kulturskole været på besøg for at undervise 5. årgang i afrikansk trommedans.
Onsdag den 1. november har skolen igen et utraditionelt musikarrangement på programmet: I samarbejde med ”Musik i tide” kommer gruppen Postyr for at synge og spille for elever på mellemtrinnet.
Eleverne skal høre elektronisk vokalmusik med en utraditionel instrumentsammensætning: Stemmer, computer og andet spændende isenkram vil forsøge at give eleverne en anderledes oplevelse af en koncert.

To timers åbent hus
Lørdag den 4. november holder skolen åbent hus fra midt på formiddagen og frem til frokost for nye og nuværende elever i skolens indskoling, som går fra 0. til 3.klasse. Det er ved at være en fast tradition at invitere til åbent hus den første weekend i november. Skolens nuværende elever vil vise, hvordan det er at gå i skole på privatskolen i Vebbestrup. Der vil være gang i arbejdende værksteder, hvor man både kan se, hvordan der undervises på normal vis, og hvordan eleverne arbejder på de kreative områder. Der vil også undervejs være musikalske indslag fra nogle af skolens klasser og skolens kor.

Nyt legeområde indvies
– I år har vi koblet arrangementet sammen med indvielsen af vores nye legeområde, fortæller skoleleder Peter Hansen: – Skolens store grønne parkområde har fået nye legeredskaber, og i den lille skov, der hører til skolen, er vi godt i gang med at lave en mini-cykelcrossbane. Samtidig er der købt ind til en 12 hullers krolfbane, som også kommer til at ligge i den dejlige park.

Vil styrke naboskabet
Med udvidelsen af legeaktiviteterne håber skolen også på, at redskaber og krolfbane/ cykelbane kan være med til at øge det gode naboskab, som skolen oplever i byen.
– Tingene er købt for at måtte bruges, og det er kun dejligt, når vores ting bliver brugt uden for skoletid, understreger Peter Hansen.
Fordi legeområdet må bruges af alle, har Sparekassen Hobro Fonden/Jutlander Bank valgt at støtte projektet økonomisk, og bankens direktør Henrik Harbo leder den officielle indvilse, – hvem ved, måske med en tur i retsjebanen…?

Der er ”run” på tilmeldingen
Peter Hansen glæder sig over fortsat stor søgning til Vebbestrup Privatskole: – Vi er faktisk i den situation, at vi kun har ganske få pladser tilbage i vores kommende 0. klasser. Vi har godt nok to klasser, men lige nu er der kun seks pladser tilbage tilsammen, så det bliver dejligt, at vi kan få fyldt klasserne op helt nede fra, og derefter lave et fælles træk med elevernes skolegang.
På de øvrige årgange i indskolingen er der fortsat få ledige pladser på hver årgang, men her forventer skolelederen også, at der snarest vil være tæt på fyldt. – Vi kan godt mærke, at vi har købt en bus ekstra, så vi nu selv har to busser til at hente børn; dermed er vi kommet endnu længere ud i de områder, som ikke dækkes af offentlig kørsel, og det har fået givet flere børn mulighed for at gå på skolen, men det har også betydet, at vi på flere årgange har ventelister, også selv om folk skriver sig op i god tid, slutter skoleleder Peter Hansen.

Del.

Der er lukket for kommentarer.