Haverslev El har bestået i 88 år siden 1928. Sidste halvdel af denne periode med el-installatør Jens Nielsen som ejer, og han har med andre ord drevet forretningen gennem 46 år indtil videre. Pr. 1. oktober indledes dog et generationsskifte i virksomheden, når el-installatør Henrik Garder træder ind i firmaet. Det markeres med en reception fredag eftermiddag den 30. september.
– Haverslev El er privilegeret med en stab af stabile og loyale medarbejdere, fortæller Jens Nielsen og fortsætter: – Medarbejderne står for et pålideligt serviceniveau og tryghed til de faste og til de nye kunder. Kundegrundlaget består både af privatkunder, landbrugskunder og erhvervskunder.
Haverslev El har løbende gennem årene udført større projekter.
Branchen er forandret
– Tiden og udviklingen har forandret branchen, hvilket gør, at vi skal have fokus på pleje af de kendte faste kunder og nye privat- og landbrugskunder, som gennem tiden har været vores spidskompetence, siger Jens.
– Forandringen gør også, at vi må se mere i retning af større projekter uden at gå på kompromis på andre områder, understreger han.
På sidstnævnte område får Haverslev El brug for nye kompetencer med erfaring inden for projektering.
Med efterhånden mange år ”ved roret”, har Jens imidlertid også haft et essentielt ønske om, at Haverslev El i fremtiden vil bestå i den nuværende ånd, og samtidig følge med branchens udvikling.
Derfor har Jens gennemført generationsskifte til el-installatør Henrik Garder, som træder ind i Haverslev El pr. 1. oktober i år.
Jens vil dog stadig have sit daglige virke og tage sig fortrinsvis af butikken, om end i et andet tempo.
Yngre kræfter
Henrik Garder er 49 år og uddannet el-installatør i 2003. Henrik stod inden da i lære som elektriker hos tidligere el-installatør Jens Jørgen Kristiansen i Sørup, og kender derfor til egnens kunder og el-arbejde for blandt andet landbruget.
Som el-installatør har Henrik arbejdet de to første år som repræsentant ved et handels-og ingeniørfirma i Aalborg og herefter ni år som projektleder og tilbudsberegner ved andet elinstallationsfirma samt to år som afdelingsleder ved en el-virksomhed i Aalborg. Henrik er et kendt ansigt i Haverslev El, da vejene har krydset hinanden samarbejdsmæssigt. Henrik bor tæt ved Haverslev med sin familie.
– Det har været med små skridt, og tanken skulle modnes til jeg var klar til at indlede dette generationsskifte, som nu er en realitet. Jeg føler mig meget sikker på, at Henrik er den mand, Haverslev El har brug for nu, understreger Jens Nielsen.
Glidende overgang
Henrik Garder ser det som et stort aktiv, at Jens ikke ønsker at stoppe sit virke i Haverslev El endnu: – Det er uundværligt for mig at kunne sparre med Jens med hans erfaring og baggrund. Vores kunder skal stadig kunne møde kendte ansigter, som kender deres behov og ønsker, understreger Henrik og fortsætter: – En stor værdi for Haverslev El er, og vil forblive, at kende sine kunder og finde frem til den rigtige løsning for den enkelte kunde. De trofaste medarbejdere yder en pålidelig service og står til rådighed døgnet rundt – noget jeg ser meget frem til at blive en del af.
Henrik tilføjer: – Det er klart, at man går ikke ind i et firma uden at have sine egne visioner og værdier med sig, men årsagen til at Jens og jeg er nået hertil bygger på, at vi som udgangspunkt var tæt på hinanden i vores ”filosofi ”om at drive Haverslev El.
Haverslev El markerer som nævnt generationsskiftet med en fire timers eftermiddags-reception i Haverslev El´s lokaliteter på Østergade 32 i Haverslev fredag den 30. september.
På billedet ses Henrik Garder og Jens Nielsen foran Haverslev El, som Jens Nielsen har drevet gennem 46 år, og hvor Henrik Garder kommer ind pr. 1. oktober i forbindelse med et glidende generationsskifte.