Gert Degn på vej mod koncert-rekord i Øster Hurup

0

Der er godt gang i billetsalget til Øster Hurup Sommerkoncert, traditionen tro arrangeret af Gert Degn, Ladelund ved Haverslev, – nu landskendt for sin imponerende cykeltur sammen med sønnen Emil 5.000 km tværs over USA for at samle penge ind til kampen imod cancer.

Men tilbage til den populære sommerkoncert: Sol, sommer, kolde fadøl og ikke
mindst musik: En populær og eftertragtet kombination, der har været en tradition i mere end 20 år i Øster Hurup. Sådan bliver det selvfølgelig også i år, når Lars Lilholt, Hardinger Band, GasBox og Bomles Venner indtager boldbanerne ved hallen lørdag den 21. juli. Og der er rigtig godt gang i billetsalget til koncerten!

Billetsalg går strygende
– Jeg ved ikke om det er det gode sommervejr, men forsalget af billetter til årets koncert går betydeligt bedre end de seneste år, lyder det fra Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der står bag koncerten. Sidste år overværede 3.000 publikummer koncerten, hvilket var ganske tilfredsstillende.

Fire populære bands
– Så det tegner bestemt positivt, og jeg glæder mig helt vildt, fortsætter Gert Degn. – Musikprogrammet er i hvert fald populært, og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Med Lars Lilholt Band, Hardinger Band, GasBox og Bomles Venner kan vi byde på fire bands, som kan skabe stemning og levere varen med en masse kendte hits.
Det bliver med andre ord stemning og massevis af syng-med-numre: Lars Lilholt kender alle, Hardinger Band er ”genoplivningen” af det gamle shu-bi-dua, mens GasBox og Bomles Venner er landets bedste kopibands af Gasolin og Bamses Venner.
– Vi er selvfølgelig klar over, at det er et musikprogram, der henvender sig til det mere modne publikum, men det har også vist sig, at det netop er dem, der sætter særlig stor pris på koncerterne i Øster Hurup, fastslår Gert Degn.
Koncerten er som nævnt den 21. juli, og billetter til arrangementet kan købes hos lokale salgssteder samt på
oesterhurupsommerkoncert.dk.

Del.

Der er lukket for kommentarer.