Gør bilen klar til vinterens sne og frost

0

Nattefrosten har ramt, og efter en pause i den seneste uges tid vender den usvigeligt sikkert snart tilbage igen, hvorefter mange bilejere i Himmerland og det øvrige land oplever ”balladen”: Bilen vil ikke starte. Batteriet er løbet for strøm. Hvert år oplever bilejere problemer, når frostgraderne rammer, men ved at forberede bilen på kulden i god tid kan problemerne undgås.

Selv om vi endnu ikke har oplevet vinterens første egentlige snevejr, har nattefrosten allerede ramt Danmark flere gange. På frostdage har Falck travlt med at hjælpe bilister, og ni ud af ti af dem kører videre med det samme, fordi vejservicebilerne hurtigt kan diagnosticere og udbedre bilernes problemer på stedet.

– Men ved at forberede bilen på vinteren kan bilisterne komme problemerne i forkøbet, fortæller Falcks autochef, Morten Rosenlund.

Nogle gode råd:

– Få målt dine batterier, så du er sikker på, de er klar til at stå imod kulden. Smør låsene med låseolie og giv gummilisterne silikonespray. Og tjek motorolien – frisk olie er godt til vinterperioden, da det er tyndtflydende og derfor løber let gennem motoren, siger han.

Som hovedregel bør man gøre bilen klar til vinter, så snart temperaturen kommer under ti grader. På grund af årets varme oktobervejr forventer Falck, at der i november sker en markant stigning i trafikproblemer i forbindelse med det kolde vejr.

 

Andre gode råd til, hvordan man gør bilen klar til vinteren:

• Vintertiden er en god lejlighed til at tjekke bremser

– overlad det til mekanikeren

• Tjek, at gummilisterne på vinduesviskere er i orden – skift vinduesviskere hvert år

• Hav altid sikkerhedsveste, lygter og advarselstrekant med i bilen

• Puds ruderne – så har de svært ved at dugge

• Brug aircondition og klimaanlæg hele vinteren for at fjerne dug og fugtigheden fra bilen, samtidig forhindrer du pakninger i klimaanlægget i at tørre ud

• Sørg for at frostsikre med kølervæske, der yder beskyttelse ned til -35 grader

• Sprinklervæsken skal være frostsikret til mindst -21 grader

• Uanset dæktype bør du have mindst 3 mm mønster – også selv om loven kun siger 1,6 mm

• Spul jævnligt snavs, der holder på fugt, og salt væk for at undgå rust – især fra undervogn, hjulkasser og dørpaneler

Del.

Der er lukket for kommentarer.