H.C. Andersen-aften i Aarestrup: Sang, fortælling, oplæsning

0

Onsdag d. 30. maj kl. 19.30 indbyder Troels Kold, organist i Als og Øster Hurup og Anette Kjær, organist i Aarestrup og Haverslev endnu en gang til fødselsdagskoncert i Aarestrup Kirke. – De tre forgående år har været helliget fødselsdagsmarkeringer af hhv. Carl Nielsen, Jeppe Aakjær og N. W. Gade. I år er turen kommet til H.C. Andersen, der dog som bekendt ikke har rund fødselsdag i år, men en 213 års-fødselsdag er der i følge de to medvirkende også god grund til at fejre, særligt når fødselaren er vores store, verdenskendte forfatter H.C. Andersen. Troels Kold og Anette Kjær, der også begge har en uddannelse som klassisk sanger i bagagen, vil denne aften synge en række kendte og mindre kendte sange med tekster af H.C. Andersen.
Med afsæt i H.C. Andersens betagende rejsebeskrivelser, breve og dagbogsoptegnelser tegnes et portræt af forfatteren og mennesket H.C. Andersen. I programmet indgår også en række fællessange, alle med tekst af H.C. Andersen. Alle er meget velkomne, der er gratis adgang til fødselsdagskoncerten, som begynder i Aarestrup Kirke, og traditionen tro rundes af i forsamlingshuset med fødselsdagslagkage.

Del.

Der er lukket for kommentarer.