Hippie-smykker og meditativ maleri kan ses i Skørping

0

Frem til slutningen af september viser Rotunden på Kulturstationen i Skørping en spændende udstilling med Mariager-smykkekunstnerne Cecilie Rodell og Mette Bjørnbak samt akryl-malerier af Margith Kostending fra Ørsted på Djursland.

Cecilie Rodell og Mette Bjørnbak designer ”kontrastfyldte smykker for luksushippien”:
– Ja, der er jo nok noget lidt 70’er hippie look over vores smykker – men uden støvet, understreger de og fortsætter: – Vi elsker kontraster i både farve, form og materiale.
– Vi kombinerer det rå look fra rakuler kombineret med det mere stilrene look fra glasset, tilsammen et harmonisk udtryk skabt af udelukkende selvgjorte, unikke elementer.
Små figurer og lignende fuldender deres udstilling.

Meditativ, kreativ proces
Margith Kostending er 58 år og autodidakt billedkunstner. Hun udtrykker ofte sine tanker og følelser i billeder:
– Den kreative proces giver energi og rum for en meditativ tilgang til værket. I mine billeder bruger jeg ofte stærke farver og kontraster.
– Mønstre og detaljer er væsentlige elementer i mange af mine billeder, og humor er ofte en god kontrast til det dystre i livet og i kunsten.
– Mine motiver materialiserer sig ofte via oplevelser i såvel de ydre omgivelser som i mine tanker og følelser.

Lyder det lidt ”langhåret”..?
– Så kom selv og kig i Rotunden!

Del.

Der er lukket for kommentarer.