Hjertemotion: Livgivende motion og samvær i trygge, gode omgivelser

0

En gang om ugen mødes hjertepatienter og pårørende til træning: – Når jeg går fra Hotel Comwell Sport i Rebild efter en god times hjertemotion, torsdag eftermiddag, føler jeg mig virkelig løftet!, fortæller Kirsten Gøttsche, som i et års tid har deltaget i Hjerteforeningens hjertemotion på Hotel Comwell i Rebild: – Det giver energi til krop og sjæl at røre sig på denne måde sammen med andre, fastslår hun.

Anders Larsen, som i tre år har deltaget fast i Hjertemotion ved Benefit på Møllevej i Skørping, fortæller: – Det er en rigtig god idé med hjertemotion.
– Min kone og jeg har været med fra begyndelsen, og vi forsømmer kun nødigt. Det er så dejligt at få alle musklerne rørt. Det kan hænde, at det kommer over os sådan lige før vi skal afsted en onsdag, at vi kunne få lyst til at blive hjemme, men så siger vi til hinanden, at vi jo altid har det godt bagefter.
– Og ja, så er det vi hanker op i tasken og kommer afsted; – og så er der jo kaffen og frugten, når trængslerne er overstået.

– Det vil vi altså ikke undvære. Jo der er mange gode grunde til dyrke lidt hjertemotion.
En anden af deltagerne, Lene Gade, fortæller: – Når sæsonen er slut i Fysioterapien, fortsætter vi med at mødes hver onsdag. Vi skiftes til at tilrettelægge en vandretur på en times tid, og efter turen drikker vi et par kopper kaffe og spiser noget frugt. Det er ikke en del af hjertemotionsprogrammet, men vi kan lide hinandens selskab og synes det er hyggeligt.

Også i Støvring og Nørager
De andre hold i Nørager og Støvring har ikke de samme traditioner. Men det er deltagerne der bestemmer, så der er også mulighed for udvikling der.
Træningen tilrettelægges af fysioterapeuter. Og de gør det rigtigt godt. De tager individuelle hensyn, og der er ikke forventning om, at du yder mere end det, du synes er godt for dig.
Carl Hauton, som er koordinator for Hjertemotion i Hjerteforeningen i Rebild Kommune fortæller, at der er ledige pladser på motionsholdene i Støvring, Nørager og på Comwell. ”Så der er plads til dig!” Hjertemotionsholdene er ikke lukkede grupper, selvom nogle af deltagerne på holdene har deltaget i flere år. Det er åbne hold, der har plads til alle.
Hjerteforeningen i Rebild Kommune har i de seneste tre år i samarbejde med private Fysioterapier i kommunen haft gang i HJERTEMOTION.
I foråret var der motionshold i Nørager, Fysioterapien i Støvring, hos Benefit i Skørping og på Hotel Comwell i Rebild. Holdet på Comwell træner om eftermiddagen af hensyn til de interesserede, som ikke kan finde tid om formiddagen.
Træningen er skånsom og tilpasset den enkelte, som det også fremgår andetsteds i denne uges Vores Avis.

Del.

Der er lukket for kommentarer.