Hør om øjensygdomme med Støvring Seniorer, Lions Club og Øjenforeningen

0

I Stubhuset, Støvring, er der torsdag den 4. oktober de to sidste eftermiddagstimer åbent hus med masser af information om forebyggelse og behandling af øjensygdomme, som kan true synsevnen og i værste fald skabe blindhed.

Øjenforeningen holder i samarbejde med Lions Club Rebild og Støvring Seniorer et informationsmøde om de hyppigst forekommende øjensygdomme, som typisk rammer ældre over 60 år.

Mange kender hverken
sygdom eller symptomer

Men rigtig mange blandt disse udsatte ældre kender desværre meget lidt til øjensygdomme, og endnu mindre til symptomerne på dem.
Det er trist, for det forhin-drer dem i at komme rettidigt i behandling, når de bliver ramt, hvorved de risikerer at miste syn i alvorlig grad.

Lynhurtig forværring
med AMD på nethinden

Og det kan gå stærkt: En alvorlig trussel er for eksempel alderspletter på nethinden (AMD), som i sin aggressive form kan halvere synsevnen på kun tre måneder..!
Dét indebærer tab af køre-kort eller mistet læsesyn – man bliver svagtseende. Briller hjælper ikke, der skal benyttes svagsynshjælpemidler, som det kræver øvelse og tålmodighed at anvende. Og man kan ikke genkende ansigter, så ens venner og bekendte undrer sig over, at man ikke besvarer deres hilsen på gaden. Denne sygdom giver tydelige symptomer og kan behandles af øjenlægerne, hvis man vel at mærke kommer i behandling senest to måneder efter de første symptomer ses. Ellers er løbet kørt.

…og de snigende,
uhelbredelige sygdomme

Værre er det naturligvis med de øjensygdomme, som kommer snigende uden at give symptomer.
De er uhelbredelige, men kan standses i udviklingen fra det tidspunkt, hvor
øjenlægen kommer på banen. Det indebærer, at især de personer, som har sygdommen i familien, skal gå regelmæssigt til tjek hos øjenlægen cirka hvert andet år fra 40-års alderen.
Det gælder diabetikere og familier, hvor der optræder grøn stær.

Rettidig omhu afgørende

Kendskabet til øjensymptomer er afgørende for at komme i rettidig behandling, så synet kan bevares længst muligt.
Øjenlægerne Anders Kruse og Lotte Welinder fra Aalborg Universitetshospital vil informere om de hyppigste øjensygdomme, deres symptomer og behandling.
– Alle er velkomne i Stubhuset, Grangårdsvej 11 i Støvring, og der er gratis adgang til informationsmødet, understreger Marijke Vittrup, direktør i Øjenforeningen

Del.

Der er lukket for kommentarer.