HUSK disse råd og regler når du køber årets julegaver..!

0

Julen nærmer sig og dermed også årets køb af julegaver. Men hvad skal du være opmærksom på, hvis gaven skal kunne byttes? Og hvor lang tid er et gavekort gyldigt? Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet de gode råd.- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.

Souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:
– Det er en god idé at have styr på byttereglerne – også før du køber julegaven.
– Modtagerens mulighed for at bytte gaven afhænger nemlig af, om den er købt på nettet eller i en fysisk butik.
– Er gaven købt på nettet, er der 14 dages fortrydelsesfrist, fra du som giver af gaven har modtaget varen – medmindre der er aftalt en længere frist med netbutikken.

Er gaven købt i en fysisk butik, kan den kun returneres eller byttes, hvis det er aftalt med butikken, da du købte gaven, oplyser hun.
– Er gaven købt i en fysisk butik, skal du være opmærksom på, at der er forskel på en returret og en bytteret. Er der aftalt en returret, har du ret til at få prisen for varen udbetalt, mens en bytteret alene giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken, understreger Susanne Aamann.

FACTS om julegaver
købt i en fysisk butik:
• Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
• Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
• Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
• En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
• En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
• Du skal overholde den aftalte frist

Kilde:
Den offentlige
forbrugerportal, forbrug.dk

FACTS om julegaver
købt via internettet:

• Er julegaven købt på nettet, er fortrydelsesfristen 14 dage, fra giveren af gaven har modtaget varen, medmindre der er aftalt en længere frist
• Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen i
• Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
• Du har selv ansvaret for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage til netbutikken
• Du må kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er gaven brugt ud over det, skal du selv betale, hvis gaven er forringet i værdi
• Pengene for gaven vil typisk blive returneret til giverens konto

Kilde:
Den offentlige
forbrugerportal, forbrug.dk

FACTS om gavekort:
Souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, oplyser:
– Køber du et elektronisk gavekort, fx et plastickort med magnetstribe, kan modtageren som udgangspunkt få pengene for gavekortet udbetalt, hvis butikken ikke har noget, modtageren kan lide. Vær dog opmærksom
på, at butikken under visse betingelser kan opkræve et gebyr for at udbetale pengene. Er gavekortet ikke elektronisk, kan modtageren som udgangspunkt ikke forlange at få pengene retur.
– Et gavekort kan være en fin julegaveidé, fordi det giver modtageren frihed til selv at vælge, hvad gavekortet skal bruges til. Vores tidligere undersøgelser viser dog, at hver femte ikke når at få det brugt. Så overvej, om det er sandsynligt, at modtageren får indløst gavekorte, lyder det gåde råd.

Hvor længe kan
et GAVEKORT bruges..?
• Som udgangspunkt er et gavekort gyldigt i tre år, men der kan aftales en anden frist
• Er der aftalt en kortere tidsfrist, må den ikke være urimelig kort
• Modtageren af gavekortet kan som udgangspunkt få pengene for et gavekort udbetalt, hvis det er elektronisk. Et elektronisk gavekort er fx et plastickort med magnetstribe. Vær dog opmærksom på, at butikken under visse betingelser kan opkræve et gebyr for at udbetale pengene.
• Er gavekortet ikke elektronisk, kan modtageren som udgangspunkt ikke forlange at få pengene retur.
Kilde:
Den offentlige
forbrugerportal, forbrug.dk

Vil du vide mere
om reglerne, kan du læse mere på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen står bag.

Del.

Der er lukket for kommentarer.