Hver fjerde tjekker ikke boligens energieffektivitet før købet

0

En bolig med et godt energimærke er ensbetydende med en lavere varmeregning, mindre belastning af miljøet og en højere salgsværdi. Alligevel tager hver fjerde dansker ikke energimærket med i vurderingen, når de kigger efter ny bolig, viser ny undersøgelse. Kig på husets nuværende energimæssige stand og muligheder for energirenovering og spar op til 24.000 kr. om året, lyder rådet fra energikonsulent.

Beliggenhed, det rigtige antal m2 og en pris, der er til at betale. Det er tre faktorer, som ofte er afgørende, når himmerlændinge og andre danskere skal købe ny bolig. Men der er en god fortjeneste at hente på både de månedlige energiudgifter og den fremtidige salgspris, hvis du inkluderer boligens energivenlighed på din tjekliste, når du kigger på nyt hjem, råder Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent fra EBAS, der er bl.a. beskæftiger sig med udarbejdelse af energimærkning til enfamiliehuse.

Stor privatøkonomisk effekt
– Energimærket giver et praj om boligens energimæssige tilstand, som har stor betydning for privatøkonomien og de månedlige energiudgifter. Som køber er det derfor ikke kun relevant at kigge på, hvor energieffektiv boligen er her og nu, men også på hvilket besparelsespotentiale der er ved energirenoveringer, som er foreslået i energimærkningsrapporten. Det kan f.eks. være, at du kan reducere energiudgifterne ved at foretage ekstra isolering eller montere nye energivinduer, forklarer han.
Så har man forelsket sig i den gamle, godt beliggende murermestervilla med et dårligt energimærke, kan boligen alligevel blive en god investering, hvis du foretager renoveringer, som forbedrer energieffektiviteten.
– Som en tommelfingerregel stiger et hus ca. 100.000 kr. i værdi for hvert trin, det forbedres på energimærkeskalaen, viser beregninger fra Energistyrelsen. Så der er ofte penge at spare på forbedringer – også selvom du skal låne til dem i banken, forklarer Bo Halm Andersen.

Hver fjerde tjekker ikke
energimærket ved boligkøb
I Danmark er det sælgers ansvar at sørge for en lovpligtig energimærkning, der placerer boligen på en skala fra A2020-G, hvor A2020 er det mest energieffektive, mens G er det mindst effektive. De fleste boliger i dag ligger på trin C-G, hvis de ikke er blevet energirenoveret eller er nyopførte.
Dog er det ikke et A- eller G-mærket i energimærkningsrapporten, der afgør om danskerne skriver under på huskøbet.
I en ny Megafonmåling fore-
taget for NRGi kigger 26% af danskerne ikke efter energimærket i søgen på en ny bolig. Undersøgelsen viser desuden, at 54% ikke ved, hvilken energimærkning deres nuværende bolig har.

Masser af penge at spare
Men der kan være mange penge at spare i længden med et godt energimærke.
Ifølge Energistyrelsen kan en A2020-mærket gennemsnitsbolig på 140 m2 med fjernvarme som varmekilde varmes op for 1800 kr. årligt eller 150 kr. pr. måned. Dertil kommer dog en måleafgift og kvadratmeterafgift. Til sammenligning koster et tilsvarende gennemsnitshus med energimærke G helt op til 26.000 kr. årligt at opvarme, eller knap 2200 kr. pr. måned.

Beregn besparelsen online
Hvis du har øjnet et drømmehus, som kræver energirenovering for at opnå et godt energimærke, kan du på nettet – helt uden forpligtelser af nogen art – beregne, hvor mange udgifter en energirenovering vil kunne spare dig for fremover – og hvad forbedringerne vil løbe op i. Igennem boligens digitale energimærke, som du finder på Energistyrelsens side sparenergi.dk, får du adgang til en låneberegner, der kan give et overslag på, hvad forslagene til din energirenovering vil betyde for din økonomi.
Ofte vil du komme langt med et energirenoveringsbudget på 100.000 til 200.000 kr.
Og ønsker du at ombygge eller foretage forbedringer i dit nye hus, så tænk en samlet energirenovering med, der øger komforten i din bolig og sørger for, at du får glæde af forbedringerne med det samme.

Del.

Der er lukket for kommentarer.