Komitéen bag Jættefesten i Suldrup har i år valgt at satse stort på at gøre lørdags-arrangementet Party-aften til et brag af en fest: Live-bandet Petrols er på programmet, og de er kendt for at kunne sætte gang i dansegulvet, med et blandet udvalg af nye hits og gode gamle klassikere: Musik der rykker på dansegulvet!
Petrols har siden bandets start for over 10 år siden haft et højt ambitionsniveau, som har ført bandet ind i eliten af danske party- og danseorkestre.
Seebach, Credence Clear-water Revival, Helmig, Beatles, Smokie, Queen, Take That, Johnny Madsen, Status Quo, Bryan Adams for blot at nævne nogle få.
En af de største roser til Party-aften 2017 var maden, som var yderst velsmagende. Ovenpå den succes har Jættefest-komitéen valgt endnu engang, at Stensbohallens Cafeteria også i år står for maden.
Vær vaks og få billetten (endnu) billigere.!
Som et nyt tiltag har arrangørerne valgt at satse på forsalget af billetter. Det har man gjort ved, at feststemte borgere på to udvalgte dage har muligheden for at købe billetterne billigere.
På den første dag med salg af de billige billetter blev der solgt 120 billetter og på lørdag den 26. maj har man igen muligheden for at erhverve sig billetter til en yderst favorabel pris, som det fremgår andetsteds i Vores Avis.
Nyheder og traditioner
Ud over Party-aften er det øvrige program til Jættefesten ved at være klar, og det vil indeholde en række gode gamle kendinge, som legeland, banko, Jætteløb, optog og Jættedysten.
Men derudover pusles der også med at få styr på et par nye tiltag som for eksempel Beach-håndbold.
FOTO: PETROLS er kendt for at kunne “sætte ild” i ethvert party, – nu kommer de til Jættefesten!