Både gode og mindre gode skoleminder var i fokus forleden lørdag rundt omkring i Rebild Kommune, hvor folketingsmedlem og formand for Det Radikale Venstre Morten Østergaard sammen med borgmester Leon Sebbelin turnerede rundt og delte deres skoleminder med
kommunens borgere i Støvring, Haverslev og Skørping.
Der blev snakket både med gammel og ung om hvordan man husker sin skoletid. Både
dén der lå år tilbage og dén som stoppede, da eleverne forleden fik sommerferie for i år fra kommunens skoler.
Tavlekridt og flødeboller
Der blev plads til smil og latter. Specielt da de to politikere havde både flødebolle-kastemaskine og den gode gamle grønne kridttavle med rundt på turen. Ikke alle barnlige sjæle var lige gode til at fange en flyvende flødebolle – så det er godt at der findes en 5 sekunders regel for de flødeboller, som havner på jorden…
Den grønne tavle kom også godt i brug, når nuværende og tidligere elever sammen med Leon Sebbelin og Morten Østergaard skulle skrive lidt om, hvad der er godt ved skolen.
En positiv oplevelse
– Vi fik gode oplevelser med fra turen, fortæller de to politikere og fortsætter: – Generelt synes borgerne godt om Rebild Kommunes skoler. – Jeg hører at børnene trives og er glade for at passe deres skolegang. Det er ikke så ringe endda, siger Leon Sebbelin. Og – i hvert fald lidt på afstand – er skoletiden en skøn tid, som mange husker tilbage på med gode minder.
Facts om den
politiske rundtur
Rundturen i Rebild Kommune, var en del et landsdækkende initiativ fra Radikal Venstre for at man skulle snakke om, hvad borgerne sætter størst pris på omkring folkeskolen – når man ser bort fra PISA, skolereform, læringsmål osv.
Morten Østergaard har senest besøgt Blenstrup Skole for en måneds tid siden for netop også her at høre om, hvordan man sikrer en mindre, lokal folkeskole som beriger lokalsamfundet. Morten Østergaard opfatter Rebild Kommune som en god repræsentant for de udfordringer, folkeskolen har på landsplan. – Der kan læres af de løsninger, man finder i Rebild Kommune, slutter han.