Jens Gaardbo på slap line i offentligt foredrag på Comwell Sport 7. september

0

– Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg en ældre herre på 72.
– Og når jeg kigger ind i mig selv, ser jeg en ung mand på 32; – det hænger ikke sammen.
Ordene kommer fra Jens Gaardbo, folkekær journalist, interviewer og studievært, ikke mindst siden TV2’s start, – og mon ikke de fleste læsere er enige: Dén mand ligner IKKE en mand på over 60 år, ”hverken af sind eller skind”.

Fredag eftermiddag den 7. september kan Jens Gaardbo opleves på nærmeste hold, når han holder foredrag og causerer over temaet ”Hvad hjertet er fyldt af!” på Hotel Comwell Sport Rebild Bakker, med Hjerteforeningen Rebild og Vesthimmerland som arrangører i samarbejde med LOF Mariagerfjord-Rebild.

Altid et glimt i øjet…
Jens Gaardbo er nordjyde, født i Frederikshavn for snart 62 år siden, færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1980, hvorefter han blev journalist på Danmarks Radios regionalradio i Vejle.
Da DR-monopolet blev brudt i 1988, blev Jens Gaardbo med ét slag landskendt, da han var studievært på TV2 Nyhederne gennem ni år, indtil han i 1997 blev nyhedschef samme sted.
2003-2004 var han for en kort bemærkning væk fra skærmen i en stilling som kommunikationschef i medicinalfirmaet Lundbeck.
Dernæst stiftede han i 2004 kommunikationsfirmaet Gaardbo Comm, frem til 2008, da han i kompagniskab med tidligere Jeopardy-vært Søren Kaster stiftede jkommunikationsbureauet KasterGaardbo.
Desuden har han siden 2006 været paneldeltager hos Michael Mayerheim i ”Spørg Charlie”, siden 2011 har han været medlem af Folketingets Værdikommision, og de seneste syv år har Jens Gaardbo igen været et fast indslag i tv-fladen som populær studievært på TV2 NEWS.- Privatlivet holder han meget for sig selv, men det vides, at han spiller basun i Bangsbostrand Byorkester i hjembyen Frederikshavn….

Del.

Der er lukket for kommentarer.