Jubilerende lokalforening af Kræftens Bekæmpelse med fuld fart fremad i 2018

0

Det var glade og optimistiske toner, der lød fra formand Annette Søegaard i beretningen ved årets generalforsamling i Kræftens Bekæmpelse Rebild forleden: 2017 havde budt på bl.a. flere kampagner, deltagelse i byfester, Stafet for Livet, Lyserød lørdag i Støvring, sundhedscafé, lystændingsfest i Støvring Kirke, valgmøde sammen med syv andre patientforeninger forud for kommunalvalget, foredrag med videre.

Hver uge er der Café og Motion i Støvring og i Nørager, ligesom Move-in-Nature og Naturrødderne også er gode sundhedstilbud, så der er fuld fart på aktiviteterne i lokalafdelingen, som netop i år kan fejre sit 10 års jubilæum.

Mænd og kræft
Mænd og kræft har blandt andre Esben Nielsen været med til at sætte fokus på. Der er igangsat et virksomhedsprojekt, hvor hensigten er at klæde virksomhederne på til at støtte kræftramte medarbejdere. Der arbejdes med at lave en portal for hele Region Nordjylland med info om, hvad der er af tilbud for mænd. Flere patientforeninger skal gerne være med.

Annette Søegaard sluttede sin beretning med bl.a. at pointere vigtigheden af det store frivillige arbejde, der lægges i Kræftens Bekæmpelse. Rebild Lokalforening påskønnede denne indsats
mandag i sidste uge, da alle de frivillige i Rebild var inviteret til Frivilligaften og 10 års Jubilæum i Stubhuset med underholdning og festtale.

Nye i bestyrelsen
Lis Pedersen og Lisbeth Hagerup Jensen var på valg til bestyrelsen, og ønsker en pause fra bestyrelsesarbejdet, – i stedet nyvalgtes Lene Brøste og Jane Knudsen, og Bente Bislev Jensen genvalgtes i lighed med Elin Olsen – bestyrelsen består desuden af medlemmerne Annette Søegaard, Esben Nielsen og Irma Jensen.

Fremskridt: 70 % af alle
kræftformer ses i blodprøve

Den lokale generalforsamling sluttede med orientering om nye ”opdagelser” indenfor kræftforskningen.
Medlem af hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse, Orla Kastrup Kristensen, fortalte blandt andet om præcisionsmedicin, om medicin der er udviklet til andre specifikke sygdomme, som også viser sig at kunne hjælpe i kampen mod kræften, fx antabus- og kolesterolmedicin, brystkræftmedicin m.m.
Immunterapi forskes der også meget i. Lægerne kan nu se 70% af alle kræftformer – i en blodprøve: – Så nytter forskning, ja det gør !

FOTO: Her ses den aktuelle bestyrelse i Kræftens Bekæmpelse Rebild. Desværre mangler dog de to nyvalgte bestyrelsesmedlemmer Lene Brøste og Jane Knudsen på fotoet.

Del.

Der er lukket for kommentarer.