Klar til årets hygge-kø til Hausgaard-billetter

0

”Niels Hausgaard Solo”
Sådan lyder overskriften på koncerten i Skørping Musikstation 31. januar næste år.
Det er på Kulturstationen, det foregår, og traditionen tro bliver der nærmest ”udsalsstemning” med kø i lange baner, når billetterne sættes til salg på Kulturstationens førstesal torsdag den 15. november sidst på eftermiddagen, – med endnu en tradition holdt i hævd: Kaffe, the og æbleskiver til de ventende!
De eftertragtede adgangstegn til den altid hurtigt udsolgte årlige Hausgaard-koncert kan ikke købes hverken via telefon eller på nettet:
KUN ved personligt fremmøde, og de heldige kan KUN (højst) købe fire billetter pr. person og KUN mod kontant betaling, – gerne i ”lige penge”, så der ikke går tid med frem- og tilbagebetaling.

Det bliver en aften i den kendte og elskede Hausgaard-stil, hvor der, udover de gode sange med de vedkommende tekster, er plads til tanker om livet, kommentarer til dagens debat og mange gode grin undervejs.

Selv siger Niels Hausgaard om årets show i et lille interview:
Niels Hausgaard, hvorfor koncert-titlen TRYK MIN DANSKE HÅND?
Jamen, håndtryksdebatten for pokker – den er da sjov.
Vi må jo glæde os over,
det sjove der er.

Hvorfor er det sjovt?
Havde vi f.eks. været hunde, skulle vi alle tvinges til at snuse hinanden bagi og slikke hinanden i mund-vigen. Det er da sjovt.

Vi er jo ikke hunde…
Nej.

Er du ikke bange for at støde nogen?
Nej.

Synes du, det er god stil med Dannebrog på din plakat?
Jeg er ikke ret sentimental. For mig er et nationalt flag fint til højtider og i
bordbomber, men det er også et stykke stof, der er badet i meget blod.

Har du overhovedet ingen nationalfølelse?
Jo da. Jeg er lykkelig over, at jeg tilfældigvis er født i Danmark og ikke i Liberia.
Her har jeg rod, her fra min verden går – men natio-nalist, det er jeg ikke.

Hvad forstår du ved nationalisme?
Nationalisme er, ifølge ordbogen, pervers dyrkelse af det nationale. Det må
være det nationales værste fjende. Nationalismen skal latterliggøres, hånes og bekæmpes, hvor vi møder den.

Handler showet kun om det?
Langt fra, men det var det, du spurgte ind til.

Er der noget, du gerne vil tilføje?
Synes du ikke,
jeg har sagt nok?

Jo.

Del.

Der er lukket for kommentarer.