Klima-Glad-Mad under åben himmel, – bogen klar til inspiration..!

0

Tekst og foto:
Henrik Bugge Mortensen

Onsdag den 16. maj kl. 8 var der afgang fra Karensmindeskolen i Støvring. På cykel tog 6B turen til Rold Skov, hvor en hel dags undervisning under åben himmel ventede. På dagens skoleskema stod indsamling af friske skovurter, flåning af råbuk og tilberedning af klimavenlig mad over bål. Ved Naturskolen på Møldrupvej stod naturvejlederne Søren Risborg og Lars Wachmann parat til at præsentere eleverne for skovens spisekammer.

En grøn masse
– Ingen kender efterhånden forskel på et rådyr og et dådyr eller de forskellige urter og planter som findes i skoven – naturen er for de fleste blevet en grøn masse. Med en dag som denne, hvor klasselokalet er flyttet ud i naturen, er mit mål at give børnene en større indsigt i skovens artsrigdom, så de kan skelne de forskellige planter fra hinanden, fortæller Søren Risborg. Vi skal have en sjov dag, hvor de får proppet hovedet med ny viden og indtryk, så de tager hjem fyldt op med succesoplevelser.
Udstyret med spande begyndte jagten på skovens spiselige planter. Der blev smagt, lugtet og fortalt spændende historier om de forskellige planters rejse til Danmark. Først skulle der indsamles friske skud af skvalderkål, som for flere hundrede år siden blev ført til disse breddegrader af munke, der dyrkede skvalderkålen som lægemiddel mod gigt og forstoppelse. I løbet af formiddagen blev der indsamlet bl.a. brændenælder, gederams, skovsyre, bellis, løgkarse, enebær, mjødurt, spansk kørvel, der alle skulle indgå i den klimavenlige menu. I kogebogen Klima-Glad-Mad er der i afsnittet ”Skovens spisekammer” henvisninger til, hvor i Rold Skov man kan finde de forskellige urter.

Brug årstidernes
grønsager og vilde urter
– Vi skal tilbage til at bruge årstidernes grøntsager, når vi laver mad. Hvad er der sæson for netop nu! På den måde tænker vi klimaet ind i hverdagen. Det er både naturligt og ikke mindst klimavenligt at bruge de produkter som findes og dyrkes i nærområdet – og netop her i forårsmånederne bugner skoven af friske urter, der giver en spændende smagsoplevelse sammen med de lokalt producerede forårsgrønsager, fortæller kok Flemming Graff Horup.

Dagens højdepunkt
Et af dagens højdepunkter var ubetinget, da råbukken til aftenens måltid skulle flås. For mange et skræmmende syn og grænseoverskridende at skulle tage del i, men de fleste overvandt det umiddelbare ubehag og tog ivrigt del i arbejdet med at trække skindet af og partere bukken, alt imens Søren Risborg roligt fortalte om råbukken, der var blevet påkørt og sidenhen skudt.
– Det så lidt makabert ud, da bukken hang fra træet med løkken om falsen. Men efterhånden vænnede man sig til synet og så virkede det helt naturligt, for vi ved jo godt at kødet i køledisken stammer fra dyr, der levede engang, fortæller Emma Riber fra 6B.

Bålpandekager
med friske skovurter
Så var det kok Flemming Graff Horup, der tog over, da aftenens måltid skulle tilberedes. Menuen stod bl.a. på pandekager bagt over bål og rullet sammen med stegt bukkekød, skovsyre, spansk kørvel, løgkarse og dressing. En sand himmerigsmundfuld. Der blev skrællet, hakket og snittet på livet løs. Eleverne fra 6B og Flemming Graff Horup har tidligere arbejdet sammen i forbindelse med udviklingen af opskrifter til kogebogen Klima-Glad-Mad.

Inviterede gæster
De mange klimavenlige retter med smagfulde aftryk fra Rold Skov blev bedømt af forældrene til 6B, der var inviteret til at spise med under de nyudsprungne bøgetræer ved Vedstedskovhus. Der er ingen tvivl om, at 6B i løbet af dagen lærte en masse om skovens spisekammer, men også forældrene fik sig en aha-oplevelse. For tænk kan man virkelig spise skvalderkål, gederams, knopper af bellisblomster og skovsyre, og så tilmed opleve at det smager godt og giver maden et ekstra pift. Kogebogen Klima-Glad-Mad byder på mange flere smagfulde opskrifter.

Meget trætte børn…
– Det er nogle meget trætte børn, som forældrene får med hjem, fortæller klasselærer Majbritt Østergaard Pedersen og fortsætter, men det er også nogle børn, der fyldt op med gode oplevelser, for det har været en helt fantastisk dag. Der er mange af eleverne, der har overskredet nogle grænser og kastet sig ud på dybt vand. Mange har overrasket mig, men det er da også fantastisk med et ”levende klasseværelse” som Rold Skov i skolens umiddelbare nærhed.

Kan købes
overalt i kommunen
Kogebogen Klima-Glad-Mad, der er på 128 sider og rigt illustreret med flotte farvefotos, koster kun 50 kr. Indtægterne fra salget går ubeskåret til Klima Rebild. Bogen kan købes hos: RebildPorten, Super Brugsen i Støvring og Terndrup, Støvring Bog og idé, BOGBY9520 i Skørping, bibliotekerne i Støvring, Nørager og Skørping, Museum Rebild, Rebildhus, Rebildcentret, Halkær Kro, Dagli’ Brugsen i Suldrup og Øster Hornum, Spar i Nørager og Bælum, Rold StorKro, Comwell Rebild Bakker, MosskovPavillonen, Krastrupsøgaard og Lindenborg Gårdbutik.

Del.

Der er lukket for kommentarer.