Klima Rebild i opløb om at komme med blandt Danmarks 100 bedste projekter

0

Rebild Kommunes projekt ”Klima Rebild” er blandt de indstillede til en plads i Realdanias kom-mende publikation Klima100, som hylder Danmarks 100 bedste kommunale klimaprojekter.
Ialt ni nordjyske klimaprojekter er indstillet, og på landsplan 172.

Klima Rebild har givet genlyd langt ud over lokalområdet, og efterlignes nu med succes i flere andre kommu-
ner, herunder Favskov Kommune ved Aarhus. 2018-udgaven af Klima Rebild, som blev gennemført for en måneds tid siden, indeholdt rekordmange aktører fra alle grene af lokalsamfundet, private som kommunale, erhvervsmæssige som foreningsmæssige, og med et meget stort engagement fra områdets skoler, hvorfra eleverne skal bære de miljø- og klimavenlige tanker og idéer ind i fremtiden.

Afsløres den 23. maj
på event i København
”Rebild Kommune viser med sin indstilling af ”Klima Rebild”, at de tager klimaudfordringen alvorligt. Projektet er nu med i feltet til at komme med i den Klima100-publikation, som Realdania – i samarbejde med Sustainia – vil præsentere med de 100 bedste klimaprojekter fra danske kommuner”, hedder det blandt andet i midtvejs-meddelelsen fra Realdania.
Klima100-publikationen bliver præsenteret den 23. maj under Nordic Climate Energy Week i BLOX i København.
Ud over at hylde de kommuner, der går forrest i klimakampen, skal Klima100-kampagnen også synliggøre de mange grønne ideer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner – og inspirere til endnu flere.

Grøn adfærd
Klima Rebild er indstillet i kategorien ”Grøn adfærd og oplysning”, som sætter fokus på de kom-muner, som gør en særlig indsats for at involvere dets borgere i den grønne omstilling og skabe adfærdsændring til gavn for vores klima.
Ialt ni projekter fra Region Nordjylland er med i kampen om at blive hyldet som nogle af Danmarks bedste kommunale klimaprojekter. Frederikshavn Kommune har indstillet deres ambitiøse energiprojekt ”Energibyen”, der har til formål at takle klimaforandringerne samt skabe grøn vækst og lokale jobs i energisektoren. Aalborg Kommune har indstillet fire projekter, blandt andet i kategorierne cirkulær økonomi og klimasikring af byrum, og Hjørring Kommune har indstillet to. Det omfattende, tværkommunale klimatilpasningsprojekt ”Coast to Coast” er ligeledes indstillet, og har Morsø, Vesthimmerland og Thisted kommuner som projektpartnere.

Kommunen gør en forskel
Realdanias filantropidirektør Anne Skovbro siger om Klima100: – Danske kommuner bidrager afgørende til den grønne omstilling, når de udvikler løsninger sammen med forskere, rådgivere og virksomheder. Nye løsninger inden for affaldshåndtering, kollektiv trafik, klimasikring og grøn drift og byggeri af kommunale bygninger er noget af det, der virkelig gør en forskel på klimaregnskabet.
Anne Skovbro fortsætter: – Vores Klima100-kampagne skal give kommunerne en anerkendelse af den store forskel, de gør, for det har de fortjent. Vi håber, vi hermed bidrager til, at erfaringer og gode ideer deles på tværs af kommunegrænserne – og måske endda også til udlandet, hvor der er et marked for danske klimaløsninger.

Kommunerne får iøvrigt allerede besked i starten af maj, om deres projekt er sluppet gennem nåleøjet til Klima100-rapporten.

Del.

Der er lukket for kommentarer.