Klimaforandringer i fokus – og i ler! – på Boldrup Museum

0

På Boldrup Museum blev der allerede i sidste uge fløjtet op til ”tyvstart” på 2018-udgaven af Klima Rebild: En flok kreative elever fra Sortebakkeskolens ældste klasser indtog lokalerne for at lave kreative relieffer under temaet ”Verdenshavet”.

Eleverne fik fra start hver seks kilo lysegråt ler og en træplade, og efter at have fået en introduktion om klimaforandringernes konsekvenser for bl.a. verdenshavenes koralrev, gik de kreative unge mennesker i gang med at lave deres eget flotte relief med et mangfoldigt undervandsmotiv med titlen ’Verdenshavet’.

Skal samles til ét relief
efter teglværks-brænding
Hele eftermiddagen blev der arbejdet flittigt med leret, og efterhånden dukkede der fisk, søstjerner, blæksprutter, muslinger og mange andre af havets væsner op rundt omkring i lokalet.
Eleverne lavede hver et lille relief på 30 x 30 cm, som siden skal stykkes sammen til ét stort relief.
– Det har bare været en rigtig god oplevelse! Der er blevet arbejdet koncentreret hele eftermiddagen og humøret har været højt, og jeg synes, der er kommet et rigtig flot produkt ud af de unge menneskers anstrengelser, fortæller initiativtager Gert Rubæk fra Nordjyllands Historiske Museum.

Finish og fernisering
– Nu mangler vi bare den sidste finish, og til sidst skal vi have transporteret alle fliserne til Hammershøj Teglværk, som skal stå for brændingen, og som også har sponsoreret leret.
Projektet er støttet af Klima Rebild 2018 og Hammershøj Teglværk – en del af Randers Tegl.
Hvor det færdige kunstværk skal hænge er endnu ikke helt afgjort, men Gert Rubæk fortæller, at der til den tid helt sikkert vil blive holdt en fernisering, som det sig hør og bør.

Del.

Der er lukket for kommentarer.