Kulturskolens børn laver SOMMER-SAMBA i STØVRING fredag eftermiddag

0

Karneval hører Pinsen til, men i år kan vi glæde os over, at ”samba-sæsonen” udstrækker sig lidt længere: Når ”Støvring går i sort” fredag den 31. maj er børn og voksne velkomne til at gå med i Kulturskolens forrygende Sambaoptog gennem Støvrings gader.

”Ritmos Calientes”, som er Rebild Kulturskoles samba/salsa-sammen-spilsgruppe, kan ses i front af det rytmiske optog, og lige i hælene følger de små elever fra Kulturskolens forskole- og dansehold.

Mange bands melder klar
Optoget starter ved FDF-huset på Mosbækallé sidst på eftermiddagen og slutter på Støvring Bytorv, hvor musik- og sangelever i alle aldre underholder de handlende og deres kunder med musik og sang.
På Torvescenen optræder flere bands, som alle er et resultat af Kulturskolens sammenspilstilbud, med ”tyvstart” allerede midt på eftermiddagen, en times tid før optoget sætter i gang, og den musikalske sceneoptræden fortsætter til ”Støvring går i sort” lukker midt på aftenen.
I ”Bog og Idé” vil eleverne iøvrigt vise deres kunnen på forskellige instrumenter samt sang.
Glæde og fællesskab
– Dét at spille med i en af Kulturskolens sammenspilsgrupper, hvad enten det er rytmisk eller noget helt andet, betyder musikalsk glæde og fællesskab. Og så er det jo altid sjovt at komme ud at spille for andre, både til musikskolens koncerter og Festivaler m.m. – hvilket mange af vores Bands gør, fortæller musiklærer Martin Bruun-Jensen, som er Kulturskolens tovholder på musikarrangementet.

Overraskelser
og medrivende gadeteater
Eftermiddagen igennem vil Kulturskolens danseelever lave små overraskende danseintermezzos og gadeteater – så der bliver mulighed for rigtig mange små oplevelser for de handlende når ”Støvring går i sort”.

Om der er mulighed for at ”handle sort” i dagens anledning, ved vi ikke med sikkerhed, – og vi tør da i hvert fald slet ikke opfordre til noget i dén retning…
”Støvring går i sort” er arrangeret af Støvring Handelsstandsforening, som holder butikkerne åbne med gode tilbud eftermiddag og aften igennem.

De poptrædende
på ”TORVESCENEN”:
I kronologisk rækkefølge vil de optrædende på Torvescenen efter planen være følgende:
Talentklassen, The Leftovers, Transformations,
Sambaoptog ankommer og spiller, Subrates, LSMJ-Jam,
Terndrup Rocks, Bonnie Raith projekt, Kendix og som rosinen i pølseenden Marimbas.

Del.

Der er lukket for kommentarer.