Kunstnerisk liv i Ødekirken i weekenden

0

I den kommende weekend udstiller kunstnergruppen LIV i Buderup Ødekirke.
Kunstnerne er Margrethe Christensen, Mona Winther Sørensen, Anny Svendsen, Arne Møller Larsen og Eva Dalby-Jakobsen, de er alle erfarne udstillere. Fælles for de fem billedkunstnere er deres optagethed af farver, form og komposition, – men det kunstneriske udtryk er vidt forskelligt.
Margrethe Christensens udtryksfulde kvindekroppe forvandles til linjer og flader med farven som bærende element.
Mona Winther Sørensens malerier er naturinspirerede abstraktioner ofte med genkendelige figurer som fx træer.
Anny Svendsen lader sig inspirere af ting og situationer omkring sig, hendes malerier er naturalistiske.
Arne Møller Larsens croquis-tegninger og akvareller fanger øjeblikket og inviterer beskueren til at digte med.
Eva Dalby-Jakobsens leg med geometriske figurer og organiske former giver sammen med et usædvanligt farvevalg hendes malerier et surrealistisk præg.
Kunstnergruppen LIV har eksisteret i 24 år og optager medlemmer via ekstern censurering. For tiden tæller gruppen en snes medlemmer. Der er fri adgang til udstillingen i Ødekirken lørdag og søndag, begge dage fra midt på dagen og nogle timer frem. Der er lejlighed til at møde og få en snak med kunstnerne.

Del.

Der er lukket for kommentarer.