Læs fem gode råd om hvordan radiatorerne udnyttes helt optimalt

0

Vinterkulden har for alvor ramt Himmerland og det øvrige land, så i disse dage er det ekstra fristende at gå hjem og skrue godt op for radiatoren, så vi bedre kan holde varmen.
Men mange danskere bruger boligens radiatorer helt forkert. Energikonsulent Bo Halm Andersen fra energi- og bygningsrådgivningsvirksomheden EBAS giver her fem gode råd til at få optimalt udbytte af sin radiator.

I torsdags den 1. marts bød vi officielt velkommen til foråret, men termometeret viser stadig vinter. Med temperaturer omkring frysepunktet kan det være svært at holde varmen. Også inden døre. I hvert fald hvis du ikke har tjek på din radiator.
Mange af os bruger nemlig vores radiatorer helt forkert, og det er særligt slemt i forårsmånederne, hvor temperaturerne konstant svinger mellem plus og minusgrader. Der findes mange mere eller mindre rigtige husmoderråd for, hvordan du får størst udbytte af din radiator.

Her er fem gode råd til at få optimalt udbytte af din radiator, så du får mere varme for pengene.

1. Tænd for alle radiatorer
– Det er en udbredt misforståelse, at man sparer penge ved at tænde for så få radiatorer som muligt. Der er langt bedre økonomi i at lade alle boligens radiatorer deles om at varme huset op i stedet for at lade én radiator køre på fuld styrke, fortæller Bo Halm Andersen fra EBAS.
– Når du skruer helt op for én radiator, skruer du samtidig helt op for temperaturen på radiatorvandet. I stedet for at have én radiator til at køre på høj varme kan du sænke temperaturen på radiatorvandet ved at tænde flere radiatorer på middel varme. Det giver både en mere ensartet varmefordeling i boligen og en mindre varmeregning.

2. Tildæk ikke termostaten
Radiatorens termostat er udstyret med en temperaturføler, som kan måle temperaturen i det rum, hvor radiatoren er placeret. Hvis du tildækker termostaten, vil temperaturføleren ikke kunne registrere den rigtige rumtemperatur, og radiatoren vil enten opvarme rummet for meget eller for lidt. Det vil med andre ord enten blive en rigtig svedig oplevelse for din varmeregning eller en kold fornøjelse for dine fødder. Sørg derfor altid for at holde termostaten fri for trøjer, gardiner og andet, som vil kunne blokere for temperaturføleren.

3. Giv radiatornålen massage
Bliver din radiator ikke varm, når du skruer på termostaten, skal du begynde at blive bekymret. Men inden du iler til telefonen for at ringe til vvs’eren, kan du ofte nemt og hurtigt selv fixe din radiator. Problemet er højst sandsynligt, at aflejringer fra vandet i radiatoren har sat sig på ventilnålen, som derfor har sat sig fast.
– Find en umbrakonøgle frem og skru termostaten på radiatoren løs. Når du har fjernet termostaten, kan du se en lille nål, som er ventilnålen. Denne nål skal nu masseres godt og grundigt ved, at du presser den frem og tilbage. Når ventilnålen har løsnet sig, kan du igen skrue termostaten på, og radiatoren er så god som ny, forklarer Bo Halm Andersen.

4. Radiatoren skal luftes
Hvis din radiator klukker eller risler ualmindeligt højt kan forklaringen være, at den trænger til at blive luftet. Af og til kommer der luft i vandrørene, som gør, at det varme vand ikke har tilstrækkelig plads til at strømme igennem radiatoren. Men løsningen på dette problem er simpel. En klud og en tang, og så er det lynhurtigt fikset. Løsn luftskruen forenden af radiatoren og lad den stå åben, indtil det begynder at pible med vand. Husk at holde en klud under luftskruen, så du ikke ender med en stor vandpyt på gulvet. Jo mindre luft i din radiator, jo bedre kan din radiator afgive varme fra radiatorvandet til din stue.
– Når radiatorvandet har fri passage gennem radiatorrørene bruger radiatoren mindre varmt vand på at opvarme din bolig. Og det kan give dig en billigere varmeregning, siger Bo Halm Andersen.

5. Radiatoren
skal have den rigtige størrelse
Hvis du har store planer om at mindske din varmeregning, kan det være relevant at kigge på din radiators størrelse. Bo Halm Andersen fra EBAS regner med, at du kan spare 30-35 procent i energi ved at skifte fra små til store radiatorer. Med større radiatorer skal der en lavere vandtemperatur til at opvarme rummet, og det er noget, der vil kunne mærkes på varmeregningen. Bo Halm Andersen påpeger dog, at det på kort sigt ikke kan betale sig at tænke i at udskifte en lille radiator med en stor.
– Hvis man går med tanker om at udskifte sin radiator, skal man vide, at det for de flestes vedkommende kun er en investering, som kan betale sig på længere sigt. Derudover er de fleste hjem allerede installeret med radiatorer, som passer til rummenes størrelse, men det kan dog blive aktuelt i forbindelse med ombygning i hjemmet, hvis man slår stuen sammen med køkkenet og lignende, siger Bo Halm Andersen fra EBAS.
Som tommelfingerregel siger man,at en radiators forbrug er 65 watt pr. m2 bolig . Så hvis du vil tjekke, om din radiator har den rigtige størrelse, kan du dividere radiatorens ydeevne med 65 og dermed få antal kvadratmeter, som radiatoren kan opvarme.
Har din radiator f.eks. en ydeevne på 1200 watt kan du dividere 1200 med 65. Resultatet af dette regnestykke er 18,5, og dermed kan en radiator på 1200 watt opvarme et rum på 18,5 m2.

FOTO: En stor er bedre end en lille, – i hvert fald når det gælder radiatorer! – Læs de fem gode og varmeøkonomisk værdifulde ekspert-råd fra energikonsulent Bo Halm Andersen i denne artikel.

Del.

Der er lukket for kommentarer.