Lokale unge på folkemødet 2018: ”Lad folket mødes og tage snakken”

0

Af Johanne Kjærgaard, Lærke Nymand, Cecilia Larsen, Anne Nørgaard og Nikoline Haugaard (Støvring Gymnasium)

Folkemødet – politikfestival, demokratifestival, dialogfestival, kald det hvad du vil. Essensen er at folket mødes 4 dage i Allinge på Bornholm for at udvide horisonten og deltage i politiske debatter.

Klokken har rundet 11.34, og Folkemødet 2018 lakker mod enden. Voksne og unge pakker deres soveposer, telte og nyfundne viden sammen.
Folkemødet har budt på noget for enhver smag. Politiske grænser er blevet udfordret, nye venskaber og diskussioner er opstået, men stemningen har på intet tidspunkt været andet end positiv.
Allinges gader har skabt rammerne om endnu et Folkemøde, som i år er større end nogensinde. De besøgende har, som et ud af mange tilbud, haft muligheden for at starte dagen ud med en kold morgendukkert med dertilhørende varm kaffe, velsmagende bobler og friskbagte croissanter.
Efterfølgende har dagene budt på et hav af aktiviteter fyldt med debatter og latter. Clement har med hård hånd styret politikkerne, Mads og Monopolet har løst danskernes dilemmaer og den nye generation af unge politikere er kommet til ordet.

Nogle forbinder Folkemødet på Bornholm med politikere i suits og Mads Christensen-strømper, hvis eneste mål er flere vælgere, langhårede debatter og et aldrig tilfredsstillende svar på enkle ja-nej spørgsmål. Men er folkemødet ikke mere end det?
Det korte svar er JA! Folkemødet er et sted, hvor folket ser bort fra deres forskelligheder og politiske overbevisninger for at samles og skabe en unik stemning, hvor der er plads til store som små.
Blandt deltagerne havde Rebilds borgmester, Leon Sebbelin, også taget den lange vej til Klippeøen. ”Det helt unikke ved Folkemødet er, at vores politikere og ministre går rundt blandt folkemødets besøgende. Hele den uformelle stemning og tankegangen om, at vi bare kan mødes og tage snakken uanset vidt forskellige baggrunde. Det er det rigtige folkemøde.”

Det, at den danske satiregruppe MAGT kan stille sig op og give publikummet et godt grin om de danske partier og politikere, viser, hvor stærkt det danske demokrati er. Denne selvironi afspejler de værdier, som er tilstede på Folkemødet. Her er alle og deres holdninger velkomne, både danskere og svenskere, røde og blå, jyder og sjællændere. Folkemødet er noget specielt, som ikke findes mange andre steder i verden. Vi glæder os til at støtte op om Folkemødet de kommende år.

Ses vi næste år til sol, smil og svedige debatter på Solskinsøen?

Fakta
kort & godt:

Hvad:
– Et folkemøde med debatter, diskussioner og dialog

Hvor:
– I Allinge på Bornholm

Hvornår:
– Årlig sommer-begivenhed i uge 24

Hvem:
– 110.000 besøgende i 2018

Del.

Der er lukket for kommentarer.