Det var en glad kig Ind-formand, fhv. borgmester Poul Larsen, som på årsmødet i Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager forleden modtog en sponsorcheck på 23.200 kr. til nyt, moderne teknisk mikrofon-, lyd- og projektor-udstyr til det populære samlingssted.
I sin beretning glædede Poul Larsen sig desuden over, at der om tre uger vil blive etableret de længe efterlyste forbedrede adgangsforhold for handicappede og gangbesværede: – Det er gået helt forrygende i Kig Inds 12 første år; stor tak til ALLE de frivillige ildsjæle, som har bidraget til at få dagligdagen til at fungere, inklusiv alle de mange udstillinger, koncerter og andre arrangementer, der foregår i huset ud over de faste ting, som hver eneste uge året rundt tiltrækker i gennemsnit omkring 350 brugere.
Kig Ind har nu 456 personlige medlemmer, en fremgang på 17: – I er som medlemmer med til at gøre en forskel, og det er dejligt at se, at egnens borgere, foreninger og erhvervsdrivende støtter op, lød det fra formanden.
Hans Henrik Borup Laugesen