I 2014 blev Mariagerfjord Kommune udnævnt til én af Danmarks i alt 7 breddeidrætskommuner. Med udnævnelsen fik kommunen 4 millioner kroner, som de under mottoet ”Idræt for alle” har kanaliseret ud på projekter, der skal hjælpe kommunens overvægtige børn og deres familier til et sundere og lettere liv. Men kommunen har også på andre måder fokus på idræt og bevægelse for alle.
Kommunen har bl.a. indført tiltaget ”Så letter vi”, der henvender sig til børn i alderen 3-18 år og deres forældre. Undersøgelser har vist, at ca. 25% af børn og unge i Mariagerfjord Kommune er overvægtige. Derfor har kommunen valgt at anvende på dette område. Foreløbig er 50 familier tilknyttet ”Så letter vi”.
Åben Hal
Åben Hal er et tilbud, hvor såvel borgere, turister og andre besøgende i kommunen nemt og enkelt kan booke en tid i en af kommunens haller med henblik på at dyrke sin yndlingssport. Foreløbig er det dog kun Als Hallen, Hadsund Hallerne og Øster Hurup Multihus, der er med i ordningen. I hallerne kan man eksempelvis spille badminton, floorball, volley, basket eller bordtennis – når man selv har lyst. Fritids- og idrætskonsulent Johnny Wulff Andersen fra Mariagerfjord Kommune har været tovholder på indførelsen af tilbuddet. Det har indtil videre fungeret rigtigt godt og er blevet godt modtaget af borgerne i Mariagerfjord Kommune.
Ta’ fat om Dansen
Fem skoler i Mariagerfjord Kommune har deltaget i det landsdækkende projekt ”Ta’ fat om dansen”. Det drejer sig blandt andet om Arden Skole. I løbet af foråret og sommeren havde de fem skoler besøg af Rikke Mapstone og Anamat Magven, som skulle give eleverne en god danse oplevelse. At invitere dansen ind i skolen er et indspark til den nye skolereform, hvor børnene skal have mere fysisk aktivitet i løbet af skoledagen. Her er dansen god, da det er forholdsvis let at gå til og ikke har samme konkurrenceelement, som mange andre former for idræt – og så bliver man glad af at danse.
Boblberg.dk
I Mariagerfjord Kommune er borgerne nu også begyndt at fritidsdate. Mariagerfjord Kommune har som en af landets første kommuner købt systemet www.boblberg.dk. Her kan borgerne søge efter interessefæller. Så står man og mangler en rejsemakker, en at hyggesnakke med eller gå eller cykle en tur – eller måske nogle at spille med i en af de åbne haller, så kan man finde det på boblberg.dk. Endnu er forummet i sin spæde opstart, men flere og flere begynder at anvende siden.