Masser af ting til boligen m.v. skiftede hænder ved det store byttemarked 2018

0

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at de to Klima Rebild-uger afsluttes Palmesøndag med et stort byttemarked i Skørping. Frivillige fra de seks lokale foreninger, som står bag, har opøvet en vis rutine, som gjorde det helt smertefrit at afvikle dette års byttemarked, selv om arrangementet er forbundet med en del arbejde.

Det store byttemarked anno 2018 blev en sand byttefest – godt hjulpet på vej af gode ”genbrugssange” fra de lystige ”Gårdsangere”, som dukkede op mellem bunkerne af tøj og ting ved middagstid. – På det tidspunk var salen stuvende fuld af bytteglade gæster. Nogle sang med på de gamle sange, mens andre ihærdigt fortsatte skattejagten.

Tøj og ting til boligen
– nu også grønne planter
Ligesom tidligere år skiftede store mængder af dametøj hænder under Kulturstationens tag, men der kom også masser af børnetøj, legetøj og boligtilbehør ind.
Som noget nyt var der indrettet et ”grønt hjørne”, hvor der blev byttet et par planter – en spæd start, som måske vil udvikle sig til en større frø- og planteafdeling ved det næste byttemarked.

Bæredygtighed fra Støvring
En anden nyhed var den miniudstilling, som indehaveren af Støvring-virksomheden Bleschu stod med ved indgangen til bytte-salen. Camilla Schulze forhandler bæredygtige husholdningsprodukter både til private og til detailhandlen, men ved byttemarkedet nøjedes hun med at fortælle om sine varer.
Idéen med byttemarkedet er nemlig, at der ikke skal være penge mellem folk. Man giver, hvad man kan undvære og tager hvad man har lyst til.
Bytteriet skulle gerne tilfredsstille shoppe-lysten og samtidig reducere behovet for at købe fabriksnye pro-dukter. Derved mindskes forbruget af naturressourcer, og udledningen af klimagasser reduceres.
Kun i salens caféhjørne med kaffe, sodavand og hjemmelavet æblekage kom pungene frem. Indtægterne fra caféen betaler for annoncering af byttemarkedet.

Alle spor slettet efter
besøgsrekorden var slået
Da dørene til Kulturstationens store sal blev lukket midt på eftermiddagen, gik et effektivt oprydningsarbejde i gang, og bare én time senere var salen tom og biler læsset med det overskydende, som Røde Kors genbrugsbutik i Terndrup gerne ville overtage. Ved en afsluttende fintælling konstaterede de småtrætte frivillige, at besøgsrekorden fra sidste års byttemarked var slået – med én gæst….

Foreningerne
bag byttemarkedet:
Bogby9520
Internationalt Landsby-
samarbejde
Skørping Borgerforening
Rebild Borgerforening
Kulturstationen
Danmarks Natur-
fredningsforening

Del.

Der er lukket for kommentarer.