Jens Rohde, Medlem af Europa parlamentet for Radikale Venstre, besøgte forleden Rebild Kommune og DALI højttalerfabrikken i Nørager.
– Eksporten udgør så stor en del af fundamentet for vores virksomheder, at vi ikke alene skal sikre bedre rammevilkår internt i det indre marked men også frihandel med resten af verden, fastslog Jens Rohde under besøget.
– Derfor er det altid spændende at besøge danske virksomheder, som klarer sig godt internationalt. Specielt når de som DALI bygger på en filosofi om godt håndværk og viden. Vi skal have flere af den slags virksomheder i Danmark.
Ekspanderende fabrik
– Dali i Nørager er et godt eksempel på, hvad der sker i “produktions Danmark”, lød det fra borgmester Leon Sebbelin, som var med rundt.
– En eksportorienteret virksomhed med unikke produkter, i positiv udvikling og som lige har lavet en betydelig tilbygning.
FOTO: – Dejligt at få lov at lytte til dansk kvalitet, når det er bedst, fastslog MEP Jens Rohde, da han sammen med blandt andre Rebild-borgmester Leon Sebbelin først fik en rundvisning og dernæst en række ”lydprøver” hos eksport-succesvirksomheden Dali A/S i Nørager, som bl.a. eksporterer lækker vellyd til Kina.