Nadia Nadim: Årets Dansker, Årets Forbillede, ambassadør i Bryd Tavsheden

0

Danmarks fodbold-darling, lægestuderende og super-landsholdsspiller Nadia Nadim, med en ”fortid” som afghansk flygtning i Skørping, er udnævnt som ”Årets Dansker”, ved TV2’s sportsaward-show i lørdags som ”Årets Forbillede”, og nu også ny ambassadør for kampen mod vold i familier med ikke-vestlig etnisk baggrund: – Familierne opdrager deres børn med samme vold, som de selv er opdraget med, men det er ikke accepteret i Danmark, konstaterer Nadia Nadim og understreger, at en sådan adfærd IKKE må finde sted i Danmark.

– Oplysning til familierne med ikke-vestlig baggrund om, at såkaldt opdragelsesvold er forbudt, ulovligt og strafbart i Danmark, er helt afgørende for integrationen og for at beskytte børn og unge mod at lide fysisk og psykisk overlast i deres nye hjemland. Opdragelsesvold er et gammelt, kulturelt fænomen i mange lande, som forældre og bedsteforældre til børn og unge fra fremmede kulturer har taget med til Danmark. Og det skal standse hurtigst muligt, fortsætter Nadia Nadim, som selv er født i Afghanistan.

Bryd Tavsheden
Derfor har Nadia Nadim sagt ja til at være ambassadør for sammenslutningen Bryd Tavshedens nye informationskampagne No Name, som er specielt rettet mod børn, unge, og kærestepar i familier med ikke-vestlig etnisk baggrund. For som populær rollemodel for hele Danmark, kan hun være med til at gøre en forskel: – Jeg har – som de fleste andre fra de fremmede kulturer – oplevet opdragelsesvold på nært hold – både i Afghanistan og i Danmark. Og jeg ved, hvor stor betydning denne form for vold kan have for barnet resten af livet. Det gælder både den fysiske vold i form af lussinger eller klask i numsen, og også psykisk vold, som er mere subtil. For det giver ikke synlige mærker på kroppen, men kan give alvorlige skader og ar på sjælen, understreger Årets Forbillede.

Generations-arv skal brydes
– Problemet er, at forældrene gør, som de selv er opdraget. Og det er ikke accepteret i Danmark. For al vold er vold. Og det vil jeg som ambassadør for Bryd Tavsheden meget gerne være med til at sætte en stopper for, siger Nadia Nadim.
– Alt for mange unge – og særligt unge med anden etnisk baggrund end dansk – bliver fortsat udsat for fysisk og psykisk vold i deres familier. Undersøgelser viser desværre, at mange etniske familier fortsat revser deres børn som del af et opdragelsesmønster.

Vil skabe debat om vold
– Derfor ønsker vi med vores nye kampagne at skabe debat og stille højrøstede spørgsmål om såkaldt opdragelsesvold, som vi i voksende omfang oplever, bliver praktiseret over for unge i familier med anden etnisk baggrund end dansk, siger Isabella Wedendahl, generalsekretær i Bryd Tavsheden.
Det er første gang, Bryd Tavsheden lancerer en kampagne, som har primært fokus på at forebygge den udbredte opdragelsesvold i familier med anden etnisk baggrund end dansk.
– Når noget er almindeligt i en fremmed kultur, er det ofte svært at fravige traditionen. Derfor vil vi med vores informationskampagne have de etniske familier til at forstå og efterleve, at opdragelsesvold ikke er accepteret i deres nye hjemland. Og det budskab vil vi udbrede via dialog. Vi har lovgivningen på plads, når det gælder vold mod børn. Men den kender de etniske familier ikke. I Bryd Tavsheden har vi 15 års massiv erfaring med at hjælpe børn og unge, som er udsat for vold i familien. Både med vores certificerede rådgivningsprogrammer, vores feltarbejde og temadage i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne, siger Isabelle Wedendahl.

En stor kulturkløft
Bryd Tavsheden og mange eksperter er overbeviste om, at der her er tale om en stor kulturkløft – i kombination med manglende viden om reglerne for adfærd i Danmark, som er forskellig fra disse familiers oprindelige hjemlande.

No Name = anonym hjælp
Bryd Tavshedens nye kampagne er den anden del af dette års kampagne: ’Alle unge har ret til et liv uden vold ’, og bliver lanceret under sloganet ’No Name’, som skal informere etniske unge om, at de – anonymt – kan få hjælp og vejledning.
Via korte film, posters, SoMe, informationsmøder og arrangementer på skoler og andre uddannelsesinstitutioner med mange minoritetsunge vil foreningen oplyse, skabe debat og dialog for at forebygge den forbudte opdragelsesvold.
– Hvis jeg som ambassadør kan bidrage som forbillede og rollemodel for den nødvendige integration i det danske samfund og som stærk modstander af opdragelsesvold, gør jeg det med stolthed og glæde. For det handler om dialog og information, siger Nadia Nadim.

Ret til et liv uden vold
– Vold skelner ikke mellem køn, udseende, etnicitet, kultur og religion. Derfor er det vigtigt for os at komme ud med budskabet om, at alle børn og unge har ret til et liv uden vold, uanset hvor deres familie stammer fra, hvad de tror på og hvilken farve de har. Og når de bryder tavsheden, står vi klar til at hjælpe og rådgive, lover Isabella Wedendahl i forbindelse med lanceringen af den nye ”No Name”-kampagne.

Læs mere om foreningen
og den nye kampagne på
www.brydtavsheden.dk

Følg foreningen
på Facebook og Instagram #brydtavsheden

KORT om Nadia Nadim:

Født i Afghanistan 2. januar 1988 – fyldte 30 år i tirsdags

Hendes far var general i Afghanistans hær, og blev henrettet af Taleban, hvorefter Nadias mor Hamida flygtede mod Europa med sine fem døtre, hvoraf Nadia er næstældst

Ankom til Skørping i år 2000, hvor Nadia hurtigt viste sig som en dygtig elev og fabelagtig fodboldspiller

En af hendes skolekammerater, Mads Staghøj, sproglig student fra Støvring Gymnasium 2007, journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole 2015, er i dag skribent på netavisen Zetland med stofområderne globalisering, Mellemøsten, migration og integration, skrev bl.a. i sit første nyhedsbrev på Zetland: Nadia startede på Skørping Skole, da jeg gik i 6. ”Hun kom i parallelklassen. Hun var en åbenbaring på en fodboldbane. I frikvartererne, til idræt. Hun driblede som Romário, sparkede som Cantona og brugte sin fysik som Stig Tøfting”.

Idrætslærer Jørgen Bakholt satte Nadia på holdet, da Skørping Skoles 9. klasse deltog i Ekstra Bladets skoleturnering 2003. Stillingen var 0-0 ved pausen. Nadia kom på banen i 2. halvleg, og mens modstanderne tog sig til maven af grin over, at Skørping indskiftede EN PIGE, scorede Nadia og afgjorde kampen, hvorefter hun kåredes som dagens spiller!
Siden flyttede familien til Aarhus-forstaden Viby, og Nadia indledte for alvor sin strålende professionelle fodboldkarriere, samt studierne i medicin på Aarhus Universitet, hvor hun snart er færdiguddannet som læge.
Hun taler syv sprog, har sine meningers mod, er en fabelagtig rollemodel, mønsterbryder og ildsjæl, som overkommer det utrolige.

Nadia blev i 2008 dansk statsborger og blev i 2009 første spiller på det danske kvindelandshold med udenlandsk baggrund.
USA-mester med Postland Thorns FC oktober 2017. Scorede i denne weekend efter 5 minutter af debutkampen for sin nye klub Manchester City, – SÅDAN..!!!

Facts og baggrund
for Bryd Tavshedens
arbejde gennem 15 år

Bryd Tavsheden blev stiftet i 2002 med det formål aktivt at forebygge vold i etnisk danske og indvandrer-familier og mellem kærester gennem oplysningskampagner, temadage på skoler og ungdomsuddannelser over hele landet og rådgivning – herunder:

• Brevkassen – en online og anonym brevkasse, hvor man får svar inden for 24 timer alle dage og hele året

• Chatten og Telefonen – chat eller tal med foreningens professionelle rådgivere hver mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 16-19

• BASEN – personlige samtaler med foreningens professionelle rådgivere efter aftale

• RejseBASEN – Bryd Tavshedens mobile rådgivning, der besøger grundskoler og ungdomsuddannelser i hele landet

• Alle henvendelser er anonyme.

Bryd Tavsheden har særligt fokus på at hjælpe børn og unge i alderen 13-24 år, og foreningens rådgivning er certificeret.

Del.

Der er lukket for kommentarer.