”Naturluppen” er 2018-vinder af Mariagerfjord Miljøpris

0

Naturluppen, som er et frivilligt initiativ til at skabe opmærksomhed omkring natur, miljø og bæredygtighed, blev vinder af Mariagerfjord Miljøpris 2018. Hædersprisen blev sammen med en check på 5.000 kr. overrakt i onsdags.

Repræsentanter for Udvalget for Teknik og Miljø og Grønt Råd deltod i uddeling af skulderklappet til de natur- og miljøbevidste prismotagere: – Der var enighed i miljøpriskomitéen om, at miljøprisen skulle gå til Naturluppen, fortalte Jørgen Hammer Sørensen, formand for Teknik og Miljøudvalget. – Naturluppen er valgt til miljøprisen 2018, fordi det er et initiativ baseret på frivillige, som gør en synlig indsats for at øge opmærksomhed på natur og miljø og fremme handlekraften hos børn og voksne.
– Komitéen finder det spændende, at Naturluppen har udviklet, startet og videreført konceptet igennem en årrække. Med miljøprisen vil miljøpriskomitéen gerne anerkende jeres store engagement, så det også kan fortsætte fremover, forklarede Jørgen Hammer Sørensen og tilføjede, at samtidigt kan Naturluppens frivillige engagement vise andre, at det nytter at gøre en frivillig indsats for at fremme natur, miljø og en bæredygtig udvikling.

Formidling med gaver

Når Naturluppens frivillige kommer ud og taler med børn og voksne har de altid en gave med – en pose med en grankogle, en naturlup, klistermærker, postkort og naturinformation. Grankoglen er god til at formidle små huskeregler. Naturluppen har også altid et pindsvin og muldvarpen ’Mulle’ med.
I starten tog Naturluppen ud mange forskellige steder, men har nu koncentreret deres kræfter på de steder, hvor der ikke i forvejen er naturvejledere, lærere eller andre formidlere. De kommer til landsbyfester, open-by-night og lignende. Med udvælgelsen til at modtage årets miljøpris har Naturluppen fået anerkendelse, og initiativtagerne har fået styrket deres engagement og lyst til at udvikle og udbrede deres koncept.

Del.

Der er lukket for kommentarer.