Nørager-borgere helt vilde med ”post i skuret”

0

”Jeg går lige et smut i skuret”. – Og NEJ, det er ikke Emil fra Lønneberg, der er tale om, men derimod Nørager-borgerne, som har sat rekord i tilmelding til PostNords nye ”pakkeløsning”: Hele 37% af husstandene i postnummer 9610 Nørager er tilmeldt den populære pakkeordning Modtagerflex, hvor man kan få sine pakker leveret et aftalt sted på adressen, selvom man ikke er hjemme; – fx i skuret..!

– Modtagerflex er et hit, fordi ordningen rammer lige ned i behovet for både at kunne få pakken helt hjem, og samtidig få den leveret uden man behøver sidde og vente på sit pakkebud, lyder det fra Jørgen Fischer, e-handelsrådgiver i PostNord.

E-handel eksploderer

Det er nemlig den næsten eksplosionsagtigt voksende internet-handel, som har fået rekord-mange Nørager-borgere til at gøre det ekstra nemt for sig selv at modtage de mange pakker fra den stigende e-handel, konkluderer Jørgen Fischer.
Til sammenligning er 31 pct. af husstandene i 9520 Skørping, 22 pct. i 9530 Støvring og 17 pct. i 9575 Terndrup tilmeldt ordningen.

Får straks besked

Når man tilmelder sig Modtagerflex, bliver pakken afleveret det aftalte sted hver gang, og man får straks besked om, at pakken er afleveret.
PostNord har tilbudt danskerne Modtagerflex siden 2009 og rundede for nylig 500.000 tilmeldinger til pakkeordningen. Det svarer til, at knap 1 ud af 5 af landets ca. 2,7 mio. husstande er tilmeldt, men i Nørager er det altså næsten dobbelt så stor en procentdel, og Rebild Kommune ligger generelt over landsgennemsnittet.

Del.

Der er lukket for kommentarer.