Ny leder af Blå Kors-hjemmet Rold Skov i Arden

0

57-årige Hanne Thomsen er pr. 1. maj tiltrådt stillingen som forstander på Blå Kors-hjemmet i Rold Skov, beliggende i Arden. Her hjælpes nuværende og tidligere misbrugere samt i mindre antal hjemløse.

Hanne Thomsen har mange års erfaring med både praktisk og ledelsesmæssigt arbejde blandt udsatte mennesker i Danmark.
– Hele mit arbejdsliv har handlet om velfærd og om at skabe rammer, som giver mennesker muligheder, uanset hvor de er i livet. Jeg føler, at jeg slutter ringen, når jeg – 30 år senere end planlagt – bliver forstander på en døgninstitution i Jylland. Jeg glæder mig meget til at komme tættere på de mennesker, det handler om, siger Hanne Thomsen.
Hun kommer fra en stilling som sekretariatsleder i Sekstanten – Boligsocialt Fællessekretariat i Slagelse Kommune.

Jylland-Sjælland og retur
Det lokale Blå Kors-hjems nye leder har været medlem af Rådet for Socialt Udsatte siden 2010, medlem af bestyrelsen for Center for Frivilligt Socialt Arbejde i Odense siden 2012, medlem af Udsatterådet i Slagelse siden 2013 og har været formand for WeShelter (tidl. Missionen blandt Hjemløse) siden 2009.
Derudover var hun generalsekretær i Diakonissestiftelsen gennem otte år fra 2004 til 2012.
Hun er uddannet socialpædagog og har desuden en uddannelse i offentlig ledelse (KIOL). Hun kommer oprindeligt fra Vodskov ved Aalborg, men bor i øjeblikket på Sjælland. Det er dog planen at flytte til området omkring Rold Skov inden for nær fremtid, fortæller Bente Juul, formand for Blå Kors Rold Skov.

Del.

Der er lukket for kommentarer.