”NYT er YT” – kom og BYT..! – på byttemarked i Skørping

0

Igen i år indbyder en gruppe af seks lokale foreninger til byttemarked i Kulturstationen i Skørping. Det er det femte byttemarked i rækken og en del af Rebild Kommunes femte klimakampagne, Klima Rebild 2018.De seks foreninger er: Skørping Borgerforening, Rebild Borgerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Bogby 9520, Kulturstationen og Internationalt Landsbysamarbejde (ILS)

De seneste år har gruppen bag byttemarkedet forsøgt sig frem med nye indslag til den årligt tilbagevendende begivenhed. Det har blandt andet resulteret i et særligt ”børnehjørne”, hvor børn bytter legetøj med hinanden. Sidste år prøvede man af ”udstille” kvindetøjet opdelt efter farver. Begge indslag har været en stor succes.
Som et nyt tiltag etableres i år et ”Grønt hjørne”. Folk opfordres til at bidrage med stauder, stiklinger, potteplanter, frø, som de gerne vil give videre.
Igen i år vil Gårdsangerne underholde med deres muntre, iørefaldende sange og musik. Gruppen optræder fra kl. 11.

Hvad er et byttemarked..?
Et Byttemarked er en hyggelig, social, miljøvenlig og gratis begivenhed. Du medbringer det, du vil forære væk. Ved indgangen står frivillige parat til at forklare byttereglerne og vise dig, hvor
du kan fordele tøj, bøger, sko, elektronik mm. Derefter kan du gå på opdagelse i salen og tage det med hjem, som du kan få glæde af, og som andre ikke længere har behov for.
På Byttemarkedet vil du desuden opleve, at andre kan få glæde af dine aflagte ting, og så er det hele både klima og miljøvenligt og ganske gratis!

BYTTEMARKED, hvorfor..?
Du sparer miljøet for tonsvis af affald
Du kan genbruge og genanvende ressourcer, der er fremstillet
Du mindsker belastningen af naturen
Du sparer penge
På Byttemarkedet vil der igen
i år være en lille cafe, hvor du kan købe kaffe, the, saftevand og kager. Cafeen er det eneste sted, hvor pungen skal op af lommen.
På gensyn til Byttemarkedet søndag den 25. marts kl. 10-15

Del.

Der er lukket for kommentarer.