Offentligt ”krisemøde” om Støvrings fremtid

0

Der sker rigtig mange gode ting i Støvring, ligesom der også er gode planer for fremtiden, mener Støvring-Sørup Lokalråd, som ikke desto mindre inviterer til ’krisemøde’ om Støvrings fremtid torsdag aften den 7. september:
– I takt med at byen vokser, og der årligt flytter mange nye borgere til byen, skal man huske at tænke over og tale om, hvad man samlet gerne vil, at der skal ske i byen, så Støvring også i fremtiden er en dejlig by at bo i, lyder begrundelsen for ”krisemødet”.

Alle Støvrings borgere – unge som ældre – er inviteret til at deltage i ’krisemødet’ i STUBhuset, Grangårdsvej 11 i Støvring: – Støvring-Sørup Lokalråd vil gerne have en god og positiv debat med byens borgere om, hvad vi egentlig vil med Støvring, hvor der allerede sker en masse gode ting, fortæller Mogens Dam Andersen, formand for Støvring-Sørup Lokalråd.
– Ordet ’krisemøde’ er ment som en øjenåbner for folk, understreger han og fortsætter:
– Som en by i rivende udvikling kan vi med fordel minde hinanden om fortsat at støtte op om både de gode initiativer, der allerede er, og de nye idéer, der løbende kommer til, ligesom vi også skal have borgerne til at engagere sig i lokale udfordringer, inden det er for sent.

Paneldebat med lokale
og bidrag fra publikum
Journalist og foredragsholder Jeppe Søe er hyret som ordstyrer ved borgermødet, og lede deltagerne igennem emner som bl.a. fremtidigt togstop i Støvring, unge, ældre og meget mere.
– Jeppe Søe har bl.a. lavet en kort men rigtig god video, som vi har delt på vores Facebook-side, som fortæller lidt om, hvad vi gerne vil med ’krisemødet’”, fortæller Mogens Dam Andersen.
– Til borgermødet vil være paneldeltagere, som vil supplere med deres holdninger og ønsker, lokale politikere er også inviteret til at komme og deltage i den gode dialog, ligesom det generelt er vigtigt, at almindelige borgere fra Støvring deltager i debatten og kommer med deres ønsker og løsningsforslag til gavn for hele byen, understreger formanden.
– Vi glæder os rigtig meget til at få en god aften torsdag den 7. september sammen med resten af Støvring, da vi i sidste ende alle har et samlet ønske om at gøre vores by endnu bedre at bo og leve i for både unge og ældre, slutter Mogens Dam Andersen og supplerer med, at Lokalrådet i denne omgang har valgt kun at fokusere på Støvring, men at det ikke er udelukket, at der kan komme et lignende arrangement med fokus på udviklingen i og ønskerne for Sørup.

Del.

Der er lukket for kommentarer.